Overgangen til ærligt brød, kvalitetschokolade og økologiske æg hjalp ikke på Katrine Guldbrandsens moral. “Hun er lige så urimelig som før,” fortæller hendes kæreste uimponeret.

Fredag aften var bordet dækket hos Katrine Guldbrandsen og hendes kæreste, Magnus, med retter nøje udvalgt efter alle tænkelige kostråd: grove grøntsager med de rigtige fedtstoffer, fedtfattig pesto lavet fra bunden og et godt brød. Katrine havde nemlig husket ikke at købe et dårligt brød. Hertil skænkede hun eksklusiv rødvin i en passende mængde: nok til at forebygge hjerte-kar-sygdomme, men ikke så meget, at det øgede risikoen for kræft.

Alligevel havde måltidet ikke den ønskede effekt; Katrine var nemlig ikke blevet et mærkbart bedre menneske.

“Hun kan stadig være enormt urimelig, og da hendes forældre ringede for at bede hende passe deres hund, mens de var på ferie, kom hun med en hvid løgn for at undgå det,” fortæller Magnus, og Katrine må modstræbende give ham ret.

Allerede næste morgen kom Katrine desuden med sarkastiske kommentarer, da hun og hendes arbejdsløse veninde spiste brunch.

Brunch hjalp ikke
“Jeg jokede flere gange med, at de på Lolland søgte rengøringsassistenter med en kandidatgrad,” fortæller Katrine med vantro i stemmen. Hun kan slet ikke forstå sin usympatiske opførsel, når hun harmdirrende opremser brunchens indhold:

“Ægget var økologisk, fuldkornsbrødet bagt uden kunstige hævemidler, og det magre kyllingepålæg kom fra fritgående dyr opdrættet på en gård, som drives af tidligere misbrugere og graffitikunstnere. Jeg tog endda et halvt stykke af det mørke kvalitetschokolade med en kakaoprocent på 113, fordi det er vigtigt med lidt luksus i hverdagen!”

Går over til mærketøj
Beslutningen om at gå over til moralsk forsvarlige fødevarer hænger sammen med det semester i filosofi, som Katrine læste, inden hun gik over til erhvervskommunikation.

“Efter at have studeret Jesus, Buddha og Konfutse blev det klart for mig, at mennesket skal stræbe efter høj moral: ærligt brød, lødige produkter og simple, rene råvarer,” fortæller Katrine, der nu overvejer at skifte kurs:

“Efter fabriksulykken i Bangladesh indser jeg, at det er forkert at købe masseproducerede klude, så noget af madbudgettet skal bruges på dyrt mærketøj. Hvordan skal vi ellers gøre en forskel?”