Foto: Mogens Engelund, Wikimedia Commons

Foto: Mogens Engelund, Wikimedia Commons

Måske er du en af dem, der stadig synes, at Joachim B. Olsen er flink og sympatisk. I så fald er dit image i fare, advarer livsstilsekspert Beate Krull.

Alt for mange mennesker lever i den vildfarelse, at det er fuldstændig legitimt at omgås politikeren Joachim B. Olsen. Det mener livsstilsekspert Beate Krull, der til daglig driver virksomheden Krull Living. For det tyder på, at folk i alt for ringe grad er bevidste om, hvor skamfuldt det i virkeligheden er.

“Joachim B. Olsen fremstår flink og venlig med sin rolige stemmeføring og sit bamseagtige udseende, men inde under alt det sympatiske er han faktisk indbegrebet af ondskab,” forklarer hun og udtrykker lettelse over, at mange heldigvis har opdaget dette.

Men der er stadig mange, der tilsyneladende lever i uvidenhed, og derfor besluttede Beate Krull i starten af denne uge, at hun med et blogindlæg ville advare den resterende del af befolkningen.

Du er, hvem du omgås
I blogindlægget skriver Beate Krull blandt andet:

“Man siger, at klæder skaber folk, men i højere grad er det folk, der skaber folk. Og omgås du dårlige mennesker, smitter det af på dig. Du bliver som dem, og andre mennesker bliver nødt til at lægge dig på is.”

At der er vægt bag livsstilsekspertens ord, kan en af Joachim B. Olsens venner bevidne. Vennen, der foretrækker at være anonym af hensyn til sin familie, fortæller, at venskabet har kostet ham dyrt.

“Efter at mine kolleger har opdaget, at jeg er venner med Joachim, er de begyndt at undgå mig. Det er som om, jeg lider af en smitsom sygdom,” udtaler han.

Beate Krull mener, at det er en helt naturlig konsekvens, og at Joachim B. Olsens ven faktisk er heldig.

“Han er jo tilsyneladende hverken blevet overfaldet eller hånet for venskabet. Folk trækker sig bare og lader ham være i fred. Det er meget nådigt sluppet,” vurderer hun.

Hold jer fra ham
Beate Krull mener, at vennens problem let kan løses. Han skal bare afslutte venskabet og fortælle sine kolleger, at det er fortid.

“Man udviser mangel på dømmekraft ved at omgås Joachim B. Olsen. Men hvis man tager mit råd til sig og vender politikeren ryggen, viser man, at man er pålidelig, og så vil folk gerne være sammen med en igen.”