Efter tre år med en bedårende og meget fremmelig lille pige havde Martin Bygum høje forventninger til barn nummer to. Men Constantin har vist sig at være en skrålende og uappetitlig nedtur.

Allerede et kvarter efter, at Martin Bygums kone, Line Steffensen, havde født, vidste Martin, at noget var galt. Selvom spædbarnet var kernesundt og ankommet til tiden, fornemmede andengangsfaderen, at oplevelsen denne gang ville ende med at blive en skuffelse.

“For det første var ungens ansigt helt sammenpresset og orange. Jeg ved godt, at mange nyfødte ser sådan ud, men nu er der gået 13 måneder …”

Martin Bygum sænker stemmen til en hvisken og bøjer sig forover i sofaen, inden han fortsætter:

“Og han er stadig pissegrim.”

Skriger uhæmmet
Den 33-årige ingeniør havde ellers forberedt sig på, at hans andet barn, Constantin, næppe ville give ham lige så mange sejre som det første: fireårige Isabella, der er en smuk og fremmelig pige med honningblonde krøller og store, grønne øjne. Mens vi snakker, sidder Isabella roligt på gulvet med en børnebog, som hun allerede nu kan læse det meste af selv.

“Bella kravlede, da hun var seks måneder gammel og gik rundt i stuen længe inden sin etårsfødselsdag. Jeg ved godt, det er usædvanligt, og at der er en grund til, at man taler om ‘den svære toer’, men det er deprimerende alligevel. Jeg mener, når Constantin ikke skriger uhæmmet, ligger han bare og glor,” siger Martin med et kort blik på den lille dreng, der pludrer lystigt på et vattæppe.

Martins kone, Line, er enig i, at det første år med Constantin har været præget af forudsigelighed og monotoni, men håber, at drengen har skjulte kvaliteter, som forældrene endnu ikke har opdaget.

“Nogle børn er ‘growers’, hvilket betyder, at deres fortrin skal have tid til at udvikle sig. Constantin kan stadig blive til noget,” mener Line.

Babyer ligesom børn
Parret har dog ikke turdet satse helhjertet på en sådan udvikling, men forsøger at få endnu et barn, nu med en mere helhjertet indsats fra deres egen side.

“Måske tog vi Constantins genialitet for givet og sjuskede os gennem graviditeten, men det sker ikke denne gang,” lover Martin og tilføjer lidenskabeligt:

“De her babyer er jo ligesom vores børn!”