Med en række rørende og respektfulde billeder af en voksen mands kamp mod diarré bryder Gry Thormark det sidste tabu. Journalister og pressefotografer er stærkt bekymrede.

Vi er tæt på. Meget tæt på.

Ivan Poulsens ansigt er fortrukket og hænderne knyttede, som billedet viser ham med bukserne nede om anklerne i et desperat forsøg på at komme sin voldsomme diarré til livs. I Gry Thormarks fotoserie kæmper Ivan med tynd afføring, formentlig på grund af noget gammelt kyllingepålæg. Vi følger den 37-årige familiefar, fra de første symptomer viser sig, til han igen kan komme på arbejde.

Dermed er det sidste tabu brudt med en række stærke billeder, hvor en fotojournalist har fået lov til at dokumentere et menneskes mest intime øjeblikke.

“Jeg kan med stor sikkerhed sige, at mulighederne for at bryde tabuer med den type fotos nu er udtømt. Det betyder ikke, at fotografer lige pludselig er arbejdsløse, for der findes naturligvis stadig krige, naturkatastrofer og gamle mennesker med udtryksfulde rynker. Men det vil aldrig helt få samme effekt,” mener fotograf og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Preben Leth, der selv blev ansat hos Berlingske på grund af en fotoserie om et af datidens store tabuer, kokainmisbrug.

Hospice, seniorsex og transseksuelle
“I dag kan du overalt se billeder af små børn, der fixer heroin iført snavsede Hello Kitty-trøjer, så min serie er ikke noget særligt,” forklarer Preben Leth og henviser i stedet til yngre fotografers nærbilleder af danske prostituerede, døende på et hospice og ældre menneskers sexliv. Men også de fotografer må finde på noget andet, hvis de vil gøre karriere.

“Det er et stort problem for den nye generation af fotojournalister, at alt, hvad folk tidligere kun talte om i skjulte kroge, nu kan ses på gallerier og i store glittede coffee table-bøger,” mener journalist Iben Prorsum, der tidligere på året fulgte en transseksuel på rejsen til en kønsskifteoperation i Thailand.

“Da jeg kom hjem med en hel mappe fuld af afslørende og bittersøde øjeblikke fra et liv, der endelig kunne udfolde sig frit, så jeg, at Politiken havde en serie med hele tre transseksuelle,” fortæller Iben Prorsum bittert og afslutter med et suk:

“Måske skulle jeg bare tage billeder af kattekillinger.”