En københavnsk boligmagnat har i månedsvis forgæves forsøgt at udleje en toværelses lejlighed til 3500 kroner om måneden på Indre Østerbro. Nu håber han, at Facebook-vennernes vægopslag kan hjælpe med at finde en lejer.

“Jeg har prøvet alt: Lokalaviser, boligportaler, tekst-tv, you name it. Men forgæves. Facebook er mit sidste, forfængelige håb.”

Jørgen Bech er en desperat mand. Han er brændt inde med en nyistandsat lejlighed på 62 kvadratmeter på Classensgade på Østerbro. Uanset hvad han har gjort, har det vist sig fuldstændig umuligt at finde en interesseret lejer. Men Jørgen erkender, at han også stiller høje krav.

Boligmagnaten ønsker nemlig en større blanding af beboere i sin opgang, som han betegner som “sørgeligt gentrificeret”.

Søger larmende ryger
“Jeg søger primært en larmende yngre mand. Helst en studerende med en raffineret musiksmag, som han gerne vil berige andre med på uventede tidspunkter,” siger Jørgen.

Bech tilføjer, at det er en fordel, hvis lejeren ryger, da lejemålet mangler patina efter istandsættelsen. Eller i det mindste holder en del fester, hvor der bliver røget indenfor.

“Det er nok for meget forlangt, men hvis han også har husdyr, ville det være helt perfekt. Gerne en ged eller en ret stor hund,” siger Jørgen, dog uden meget håb i stemmen.

“Hjælp mig, Facebook!”
På grund af den stadig mere kritiske situation ser Jørgen Bech sig nu nødsaget til at tage utraditionelle midler i brug. Han vil prøve at finde en mulig lejer via det sociale netværk Facebook.

“Hvis nogen derude kender en, der mangler en toværelses lejlighed på Østerbro til 3500 kroner om måneden, vil jeg desperat opfordre dem til at hjælpe. Så please, hvis du, som læser dette, vil gøre en boligsøgendesøgende udlejer rigtig glad, så slå min opfordring op på din profil,” siger han.

Jørgen forklarer, at han kan overtales til at slække på sine krav på grund af situationens alvor, hvorfor også pensionerede lektorer og kvindelige dyrlæger fra provinsen vil komme i betragtning. Særligt hvis de kender nogen, der elsker drum’n’bass.

Idet RokokoPostens udsendte gør mine til at afslutte interviewet, farer Jørgen op og råber desperat:

“Fik jeg i øvrigt indskudt, at lejen inkluderer fri parkering og vask samt fremragende adgang til kollektiv transport inden for gåafstand?”