Foto: Ruben Vazquez, Freeimages.com

Foto: Ruben Vazquez, Freeimages.com

Frivillig afhændelse af nyrer er med på computergigantens liste over betingelser, du skal være enig i, før du må downloade deres software. Dog får det kun 0,02 % af Apple-brugerne til at udskifte deres udstyr.

“Ved at erklære dig enig i denne aftale giver du Apple retten til din ene nyre, som kan afhentes til enhver tid på Apples ønske. Alle udgifter i forbindelse med donationen påhviler brugeren.”

Sådan lyder et par sætninger fra Apples nye betingelser, der skal godkendes, inden brugeren kan downloade iTunes, QuickTime og en række andre populære programmer, som Apple tilbyder på sine computere, tablets og smartphones.

“Risikoen for organdonation er en naturlig konsekvens af den loyalitet, vi oplever omkring brandet, og det univers, Apple forsøger at skabe,” forklarer virksomhedens administrerende direktør, Tim Cook, om den to uger gamle aftale og tilføjer, at man naturligvis skal være særligt opmærksom på brugeraftalen, “hvis man i forvejen kun har en nyre eller ikke er rask nok til en uplanlagt operation”.

Betryggende at vi kan
Da den nye brugeraftale dukkede op, spekulerede mange it-eksperter på, hvad Apple skulle bruge de mange nyrer til, da hverken læger eller hospitaler havde indgået aftaler om organtransplantationer med firmaet.

“Jeg kan klart afvise, at organerne går til private rigmænd med nyresygdomme. Faktisk ved vi endnu ikke, om Apple overhovedet vil benytte sig af muligheden for at fjerne en tilfældig brugers ene nyre – men det er betryggende at vide, at vi kan,” fortæller Cook, der på intet tidspunkt frygtede, at den drastiske brugeraftale ville have negative konsekvenser for Apples salg.

Meget tyder på, at han har ret. I hvert fald installerer lige så mange mennesker Apples programmer i dag, som de gjorde for to uger siden, og i en nylig undersøgelse, som firmaet foretog, har kun o,02 % svaret, at den mulige nyredonation “måske påvirker mit valg om at anvende software fra Apple”.

En af de mere upåvirkede Apple-brugere, 27-årige Thomas Boar fra Ingstrup, forstår ikke al virakken:

“Jeg stoler på, at sådan en meget lang og ulæselig tekst er udformet til fordel for mig. Hvis Apple mener, at det måske bliver nødvendigt at fjerne min ene nyre for, at iTunes fungerer optimalt, har de nok ret; de har trods alt mere forstand på it, end jeg har.”