Foto: Scott Liddell, Freeimages.com

Foto: Scott Liddell, Freeimages.com

Med en indkomst på under 50 % af medianindkomsten for borgerne i Gentofte Kommune er en bankdirektør fra Hellerup, Jørgen Lehnemann, officielt fattig. “Pinligt, når jeg må sige nej til den tredje flaske Dom Pérignon.”

Når 43-årige Jørgen Lehnemann hver morgen lukker villadøren i bag sig og går hen mod sin bil, dukker han hovedet. Han vil helst ikke have, at naboerne skal se ham køre på arbejde i hans 7 år gamle Maserati Quattroporte, der for længst er gået af mode.

“Jeg har ikke lyst til at få de der nedladende blikke; resten af dagen er ødelagt, hvis Snulle (Jørgens genbo, Amalia Livingstone-Bahne, red.) løfter sit øjenbryn ad mig og bilen, når hun går ud for at få sin manicure,” forklarer Jørgen Lehnemann, der ikke ønsker at få offentliggjort, hvor meget han tjener, men fastslår, at indtægten ligger på under 50 % af medianindkomsten for borgerne i Gentofte Kommune.

Julehjælp nødvendig
Dermed er Jørgen Lehnemann officielt fattig, idet kommunen har overtaget den definition af fattigdom, som regeringens ekspertudvalg for nylig anbefalede.

Jørgen har dog længe været klar over, at han ikke havde råd til lige så meget som sine venner.

“Når vi tager på Sankt Peder (restaurant i Hellerup, red.), lader jeg altid som om, jeg skal tidligt hjem og hjælpe Novo Nordisk med nogle kontoomlægninger, eller at Sissy (Jørgens kone, red.) og jeg skal se på italienske ferieboliger tidligt næste morgen. Sandheden er, at jeg bare ikke har råd til den tredje flaske Dom Pérignon,” indrømmer Jørgen, der sidste år var nødt til at bede sine forældre om julehjælp, så han og familien ikke risikerede at flyve på økonomiklasse til deres timesharelejlighed i Kap Verde.

Værst for børnene
Fattigdommen går nemlig værst ud over børnene.

“Jeg kunne til nød overleve på kun to biler og de mere underlødige Børge Mogensen-lænestole, men det er hårdt, når jeg må sige nej til Ilses ønske om en spontan helikoptertur. Eller når jeg kan se, hvordan Tristan tager sine første prøvende baner kokain med en sølle femhundredekroneseddel,” sukker Jørgen Lehnemann og håber, at Gentofte Kommunes nye fattigdomsgrænse kan være med til at sætte fokus på skæbner som hans:

“Det kan godt være, vi har mad på bordet, tag over hovedet og sommerhus i Tisvilde, så vi lige kan overleve. Men er simpel overlevelse takken for, at jeg i 20 år har slidt og slæbt foran computeren ved at handle med aktier?”