Efter 111 års tovtrækkeri med en italiensk damplokomotivfabrik er det første IC1-togsæt endelig rullet ind på Københavns Hovedbanegård. I den anledning har RokokoPosten talt med levende såvel som afdøde trafikministre.

Danskere var kommet fra nær og fjern, da det længe ventede IC1-tog meldte sin ankomst på Københavns Hovedbanegård. Toget, der blev bestilt af regeringen under Deuntzer i 1902, blev oprindeligt lovet klar i 1905. Men allerede i 1904 måtte italienerne meddele, at manglende malm fra Sverige ville udskyde leverancen.

Således begyndte mange års forsinkelser og frustrationer, ikke mindst i Ministeriet for Offentlige Arbejder, der i dag hedder Transportministeriet.

Hele 48 ministre har gennem tiden haft IC1-sagen liggende øverst i bunken.

Afdøde ministre jubler
Gunnar Larsen, der var trafikminister i 1940-43 under den nazistiske besættelse, udtaler fra det hinsides:

“Man kan ikke sige, jeg ikke prøvede alt. Jeg solgte min sjæl til Djævelen for at presse italienerne ad en fascistisk bagvej, men lige lidt hjalp det. Derfor er jeg meget begejstret i dag.”

Også den socialdemokratiske Kai Lindberg, der var trafikminister i 1955-66, glæder sig fra efterlivet:

“Jeg gad godt være i live i dag og mærke, hvordan det er at sidde i dette prægtige dampdrevne vidunder!”

“Husk at telegrafere”
På en opslagstavle i Transportministriet hænger en gulnet, 111-årig huskeseddel, der nu endelig kan arkiveres.

“Husk at telegrafere til Italien igen i dag!” står der; en daglig påmindelse om lige at rykke for toget.

Den praksis husker Kaj Ikast (K) også fra sin ministertid i 1990’erne.

“Dagen var ikke rigtig gået i gang, før jeg havde talt med italienerne”, husker Ikast, der trods protester fra ældre embedsmænd gennemførte, at man skulle ringe til fabrikken i stedet for at morse.

Hele tre fyrbødere
Også den nuværende transportminister, Henrik Dam Kristensen (S), var glad og tydeligt berørt, da han præsenterede toget.

“Vi indvier i dag et state of the art damplokomotiv,” forklarede Kristensen og opsummerede de tekniske finesser: Overhedningssikret kedel, dobbelte drivaksler og plads til, at hele tre fyrbødere kan skovle kul samtidig.

“Det bliver nødvendigt, når de tunge pendlerafgange fra Roskilde skal flyttes til København på en time,” siger transportministeren og vurderer, at de nye afganges firdoblede billetpriser på grund af ekstra CO2-afgifter “passer fint ind i DSB’s profil”.