Politisk aktive kunstnere har skabt en omfattende installation med sult, fattigdom og AIDS for at skærpe de ligeglade vesterlændinges moral.

I de sidste par år har økonomisk fremgang sandsynliggjort, at en række afrikanske lande snart vil kunne stå på egne ben. Dermed får Vestens borgere en grund mindre til at have det skidt med sig selv, og det har en international kunstnergruppe ønsket at lave om på.

“Flere og flere europæere opfatter Afrika som en ligeværdig spiller snarere end offer, hvilket letter den kulturelle byrde. Samtidig var mange vestlige lande lidt for tilfredse med, hvor godt de selv fremstod sammenlignet med fx mellemøstlige diktaturer,” forklarer projektleder Hannah Stone, der med sin kunstnergruppe, Danish for Regress, ville overbevise den vestlige verden om, at de stadig er det internationale samfunds grådige undertrykkere.

Sulten-mæt-paradigmet
“Vi samlede en række alternativt pigmenterede aktører og involverede dem i en omdannelse af sulten-mæt-paradigmet, hvorefter vi introducerede elementer, der i en typisk vestlig diskurs ville blive opfattet som ’sygdomme’,” fortæller Stone om den enorme installation med flere tusind frivillige deltagere, deriblandt epidemiologer, menige afrikanere og utrolig dårlige landmænd.

I løbet af få dage blomstrede det interaktive værk, hvor det var tilladt gæsterne at donere små beløb, få et sponsorbarn eller betale overpriser for mørk chokolade. Responsen var helt som forventet.

“Alle fældede en tåre og skyndte sig at kigge væk,” fortæller den eneste danske deltager, skulptøren Frede Behm, der hjalp med at opstille faldefærdige hytter af komøg i en palet af lyse, støvede farver, der “harmonerede vildt godt med beboernes mørke hud, næsten som Leni Riefenstahls billeder.”

Layoutet var vigtigt
“Layoutet var enormt vigtigt, fordi vi skulle have så mange barske billeder ud som muligt,” fortsætter Behm, der ikke kun arbejdede med professionelle fotojournalister:

“Vi brugte også tit simple Instagrams, så vestlige børn ned til otteårsalderen kunne føle den kollektive kolonialistiske skyld.”

Installationen forventes at hæve vesterlændinges niveau af skam med 12 %, hvis den fortsætter året ud, hvor de fleste deltagere ifølge Hannah Stone “nok alligevel er døde.”