Foto: Graham Briggs, sxc.hu

Vores e-mailadresser, brugernavne og passwords rummer masser af bogstav- og navnekombinationer, der er alt andet end uskyldige. Derfor bør vi passe på og ikke bare vælge tilfældigt, mener numerolog.

Når vi vælger passwords, har vi det med at stirre os blinde på, at de skal være til at huske for os, men umulige at gennemskue for andre. Det betyder, at vi slet ikke tænker på, om de overhovedet passer til os og vores livssituation.

Det har gennem årene været årsag til, at mange danskere er blevet ledige, og at virksomheder er gået konkurs. Det mener numerolog Birthe Bjerre, der har set så mange eksempler på disse ulykkelige tilfælde, at hun nu råber vagt i gevær.

“Selv mennesker, der tager ansvar og kommer til mig for at få optimeret deres navne, glemmer helt at tænke sig om, når de vælger passwords, e-mailadresser og andet med stor betydning for deres identitet,” fortæller hun.

Lars blev arbejdsløs
Birthe Bjerre fortæller om en klient, der ellers havde oplevet fremgang efter at have ændret sit efternavn efter en konsultation hos hende:

“Efter et halvt års tid mistede han pludselig sit job, og det kom meget bag på mig, for der var ingen ydre tegn på, at det kunne ske for ham.”

Efter en grundig samtale, hvor Birthe Bjerre spurgte ind til alle aspekter af Lars’ liv, viste det sig, at han havde skiftet password på sin mailkonto to uger før, han blev opsagt.

“Jeg kiggede på passwordet og må indrømme, at jeg blev temmelig chokeret, da jeg så kombinationen ‘Tl540K’ midt i det hele. Jeg mener, han hedder jo Lars …” siger hun forfærdet.

Forskruet it-fetich
Birthe Bjerre mener, at danskernes sløsede omgang med e-mailadresser og passwords skyldes den stigende it-fetich, som også andre eksperter udtrykker bekymring overfor.

“Forleden læste jeg i en gratisavis, at nybagte mødre tænker mere på at dele billeder på de sociale medier, end de tænker på den første, vigtige kontakt med deres børn. Det er lidt det samme her: Folk glemmer ganske enkelt, at de er mennesker af kød, blod og ånd, fordi deres it-fokus er blevet så forskruet.”

Desuden er der et aspekt af narcissisme i tendensen, mener hun:

“Folk vælger brugernavne efter, hvad der får dem til at se smarte ud i andres øjne, men overser helt, at de risikerer at bringe deres mentale energibaner helt ud af balance.”