Hvert år i juli kæmper en international gruppe epo-afhængige om at cykle hurtigst gennem en række franske bjerge og byer. “Ikke en human måde at behandle medmennesker på,” mener en dansk ekspert, der efterlyser afvænningsprogrammer og samtaleterapi.

For to uger siden lød startskuddet til den 100. udgave af cykelløbet Tour de France, som består af en række fysisk udmattende etaper, hvor især bjergkonkurrencen kræver styrke, udholdenhed og avancerede medikamenter i nøjagtigt afstemte blandingsforhold.

Deltagerne er derfor alle både undervægtige og afhængige af en lang række stoffer, som særligt uddannede sportslæger forsyner dem med. Senest har både Lance Armstrong, Bjarne Riis og Rolf Sørensen fortalt om deres misbrug, og det har fået læge og misbrugsekspert Hanne Toftlund til at råbe vagt i gevær.

Slider sig op til Jørgen Leth
“Normalt betragter vi narkomaner som en udsat og sårbar gruppe, som vi skal hjælpe til afvænning. Men når det drejer sig om senede cykelryttere, der tager epo, har vi det fint med at sende dem ud i bjergene og se dem slide sig op til Jørgen Leths beroligende stemme,” påpeger Hanne Toftlund, der i flere år har studeret den fysiske belastning, som de cyklende narkomaner udsættes for.

“På kun én måned tilbagelægger de flere tusind kilometer, hvilket langt overstiger de afstande, som den typiske narkoman går for at skaffe sig et fix,” forklarer lægen, men erkender dog, at cykelrytterne ikke selv behøver at begå kriminalitet for at skaffe penge til stoffer.

Til gengæld har Tour de France-rytteren som regel mange andre psykisk udmattende forpligtelser.

Væk fra landevejene
“I karrierens første mange år tvinges man til at benægte sit misbrug og i stedet tale om, hvordan man tager løbet én etape ad gangen. Dernæst skal man gemme sig fra pressen og så under stor bevågenhed tilstå, at man tager epo. Og man skal helst græde,” fortæller sportspsykolog Ivar Gundesen, der har behandlet mange tidligere cykelrytteres presse- og narkotikarelaterede stress.

Både Gundesen og Hanne Toftlund er enige om, at vi først og fremmest skal have Tour de France-narkomanerne væk fra de franske landeveje.

“Lange, hårde etaper er ikke en måde at komme ud af sit misbrug på. Men så længe vi accepterer rytternes opførsel som en legitim og endda spændende sport, vil de have motivationen til at blive ved,” mener Ivar Gundesen.