Foto: George Ruiz, Flickr

Efter en lang og udmattende dag blev Lene Nørager fra Østerbro mor til en sund og velskabt dreng.

Tirsdag morgen kl. 5.03 vækkede 31-årige Lene Nørager fra Østerbro sin kæreste, Claus Petersen. Hun var begyndt at få veer, så hun havde brug for hans støtte.

Klokken 9.41 var veerne nogenlunde regelmæssige, så Lene ringede til fødegangen. Vandet var endnu ikke gået, men Lene blev bedt om at komme ind til undersøgelse.

“Og tænk dig, så gik vandet, mens vi var på vej,” fortæller Lene begejstret til RokokoPostens reporter.

Strimmel helt normal
Klokken 11.14 fik Lene kørt en strimmel, der viste, at alt virkede helt normalt. Jordemoderen undersøgte Lene indvendigt og konstaterede, at hun var fem centimeter åben.

“Jeg havde fint styr på min vejrtrækning, men syntes godt nok, at veerne bed, så jeg fik lov at komme i et dejligt, varmt karbad, mens Claus masserede mine skuldre” fortæller Lene.

Timerne sneglede sig af sted, mens veerne tiltog, og klokken 14.08 blev Lene undersøgt igen. Hun var da otte centimeter åben, og alt så fint ud.

Lavement og revnet mellemkød
Klokken 15.01 begyndte Lene så småt at få pressetrang, men jordemoderen sagde, at der stadig var lidt kant på livmoderhalsen, så hun måtte forsøge at vente lidt.

I mellemtiden fik hun et lavement, så hun kunne tømme tarmen og skabe bedre plads til, at barnet kunne passere.

Klokken 15.43 fik Lene lov at presse. Claus holdt Lene i hånden og lagde fugtige klude på hendes pande.

I starten virkede det som om, der ikke skete noget, men det gjorde vanvittigt ondt, fortæller Lene.

“Især da mit mellemkød revnede for første gang. Det sagde de ellers til fødselsforberedelse, at man ikke kunne mærke, men jeg revnede også næsten op til anus,” forklarer hun.

Det lykkedes dog Lene at bevare kontrollen, og klokken 16.21 tittede barnets hoved frem mellem Lenes ben. Jordemoderen tog et spejl, så Lene kunne se, og det gav hende kræfter til at arbejde med på de næste presseveer.

Klokken 16.26 fødte Lene Markus, der var en sund og velskabt dreng på 52 cm. og 3700 gram.

“Herefter blev jeg syet, men jeg skulle heldigvis ikke bedøves, så jeg kunne amme med det samme,” fortæller den glade mor.