En afhopper fra en ekstremt hemmelig amerikansk efterretningstjeneste afslører, at tjenesten spionerer meget og nogle gange overtræder loven.

Stedet er et mørkt baglokale i en nordkoreansk lufthavn. Her skal RokokoPosten møde den mand, der er blevet et forbillede for frihedsaktivister overalt i verden. Mr. Q er tidligere dataanalytiker for en amerikansk sikkerhedstjeneste og har nu besluttet sig for at dele sin chokerende og sensationelle viden om sin tidligere arbejdsgiver med medier og totalitære regimer.

“Der blev indsamlet virkelig meget information. Ikke bare ved at læse aviser eller spørge potentielle trusler mod statens sikkerhed, om de havde planlagt at gøre ting, som de ikke måtte, men også ved at aflytte folks computere,” fortæller Mr. Q.

Ligesom spionfilm
“Det kom virkelig bag på mig, at der foregår den slags, som er på kant med loven. Det er fuldstændig ligesom de der engelske spionfilm fra 1970’erne, bare med flere computere og uden Michael Caine og Gene Hackman,” forklarer han og fortsætter:

“Hvis efterretningstjenestens værktøjer var rigtig primitive, havde det været noget andet. Hvis man kun aflyttede folk ved at sætte et glas mod vægge, der ledte op til lokaler, hvor terrorister talte sammen, kunne man måske leve med det. Men det uhyggelige er, at deres værktøjer er enormt effektive.”

Ser dine feriefotos
Agenten fortæller også, at efterretningstjenesten snager omfattende i helt almindelige menneskers personlige data.

“Jeg ved for eksempel, at du har været på ferie i Spanien og synes godt om Gypsy Kings – selvom du har en lukket Facebook-profil,” siger eks-agenten, helt korrekt, til RokokoPostens dybt chokerede udsendte.

Han tilføjer dog beroligende, at han ikke vil afsløre “det der med tvillingerne fra Vejle eller abonnementet på Skalk”.

Han forklarer også, at det faktisk er den slags, tjenesten bruger hovedparten af sin tid på.

“Der er jo grænser for, hvor meget tid man kan få til at gå med at holde øje med Al-Qaeda, så når vi har googlet Tora-Bora et par gange, bruger vi primært vores tid på at snage i helt almindelige folks private mails og billeder,” forklarer han.

“Helt ærligt, hvis du kunne tjekke dine ekskæresters e-mail, ville du så ikke også gøre det?”