Regeringen promoverer togfonden med løfter om kortere rejsetid og miljøvenlige eltog. Men ifølge tophemmelige dokumenter fra DSB har fonden helt andre formål, der involverer kartoffelmos, komikere og gabestokke.

Debatten om togfonden kredser i disse dage om, hvorvidt staten skal skaffe pengene til fonden ved at beskatte udenlandske olieselskaber højere. Imidlertid viser det sig, at DSB i samarbejde med regeringen har holdt selve formålet med fonden skjult.

Ifølge en række tophemmelige dokumenter, som RokokoPostens medarbejder opdagede under et halvt rundstykke i en af DSB’s salgsvogne, er regeringen gået med på en lang række krav fra DSB, som offentligheden indtil nu ikke har haft kendskab til.

Rationeringskaffe og kartoffelmos
RokokoPosten bringer her en redigeret liste over disse krav:

1. DSB ønsker at erstatte salgsvognen med en fuldautomatisk metalbeholder på hjul, uformelt kaldet Madlungen, der indeholder pulverkartoffelmos og rationeringskaffe (tidligere kendt som DSB 1′-kaffe). Den skal udstyres med en knap, som man kan trykke på, hvis man ønsker andre madvarer. Knappen fungerer ved, at den afspiller “det har vi ikke mere af” eller “det kan du kun få på rejser til Berlin”, når man trykker på den.

2. Indførelsen af Madlungen betyder på ingen måde, at DSB vil skære ned på togpersonalet; i stedet skal stewarder og stewardesser oplæres af komikere til at være mere underholdende, når de taler til passagererne over højtaleranlægget. Eksperimenter med udtrykkene “vi fortæller om rejsen undervejs” og “vi vil komme rundt med salgsvognen” har indtil videre resulteret i udsagn som “kender I en kropsdel på fem bogstaver, der starter med ‘p’ og slutter på ‘nis’?” og “vi ankommer snart til Vejle. Måske. Hvis I er søde og ikke smider fyldte kaffekrus i skraldeposerne.”

3. Togførerne vil have lov at slå hårdere ned på de passagerer, der kører uden billet. I dag har de kun mulighed for at udskrive en bøde, men i fremtiden ønsker de at indføre straffe i form af gabestok, slag med hæftemaskine (eller hvad de nu putter billetten ind i) og intens stirren under resten af passagerens tur. Baseret på de lovlydige passagerers opførsel ved udskrivning af bøder mener togførerne ikke, at straffene vil udløse nævneværdige reaktioner.