Medlemmer af Jehovas Vidner, Faderhuset og lignende grupper føler sig uden for det danske samfund og søger derfor identitet i religionen. Bedre integration er løsningen, mener borgmester.

For tre år siden var 21-årige Magnus Hansen på vildspor og levede et liv med stoffer og kriminalitet. I dag kalder han sig Jonas efter den profet, der ifølge Det Gamle Testamente blev slugt af en stor fisk, og lever ud fra en meget bibeltro fortolkning af kristendommen. Forleden fordømte Magnus Hansen homoseksuelle i et radiointerview, hvor han også fortalte om sin kommende pilgrimstur til Jerusalem, der skal bruges på at omvende jøder og muslimer.

Magnus Hansen er bare en af de utilpassede unge, der ifølge antropolog Bjarne Ubberup søger mening og identitet i radikal kristendom, fordi samfundet ikke har plads til dem.

For megen frihed
“De her unge bliver svigtet af alle omkring dem: Skolen, forældrene og velfærdssamfundet. Derfor vender en ung mand som Magnus Hansen sig mod det eneste, der i hans øjne kan give ham trygge rammer, nemlig religionen,” forklarer Bjarne Ubberup og tilføjer, at jo mere håndfaste regler kristendommen opstiller, jo mere tillokkende vil religionen være for unge, der fra barnsben er vant til for megen frihed:

“Vi ser mange vestjyske hjem, hvor forældrene ikke er integrerede i samfundet: De taler et uforståeligt dansk, drikker og længes tilbage til en for længst forsvundet fiskerkultur frem for at engagere sig i deres børn, der overlades til sig selv.”

Inklusion og kærlighed
Ove Allerslev (V), der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, erkender, at problemerne også findes på hans hjemegn, hvor blandt andet Jehovas Vidner rekrutterer flittigt.

“Jeg har set dem stå rundt omkring ved kiosker, pizzeriaer og solarier, hvor de deler løbesedler ud, inviterer til bønnemøder og tilbyder de unge et fællesskab. Først senere dukker kravene op: Man skal fordømme sin familie og tage afstand fra alkohol, homoseksualitet og brætspil,” fortæller Ove Allerslev, der håber på at kunne afsætte et større beløb til integrationsprojekter efter det kommende kommunalvalg:

“Vi skal have fat i de unges forældre tidligt og dernæst få de unge selv ind i nogle klubber, hvor der bliver talt inklusion og kærlighed frem for synd, straf og dommedag!”