“Jeg brugte bare mine uovertrufne ninja-evner,” forklarer redaktøren, hvis heltemodige nedlæggelse af et absolut forfejlet debatindlæg er kulminationen på en ugelang kamp mod forkerte dagsordner og andre ordforbrydelser.

En mand sidder foran en skærm og følger ivrigt, næsten neurotisk med i de blinkende små firkanter, hvor sætninger danser i livlig debat. Øjnene skanner hjemmevant diskussion efter diskussion, indtil…

“En skamløs udnyttelse af digteren!”

Sådan beskriver manden, der er redaktør ved et større dansk forlag, det debatindlæg, der fangede hans opmærksomhed. Med lynsnare bevægelser klikker han på kommentarfeltet, hvorefter fingrene med professionel, næsten hensynsløs snilde taster et svar, der med det samme rammer debatindlægget på dets mest sårbare sted. Ordene ligger kolde og døde hen; digteren kan atter ånde frit.

Nogen tager ansvar
Det er ikke første gang, redaktøren brugt sine “uovertrufne ninja-evner” mod fejlagtige fortolkninger og egoistiske dagsordner efter, at hans forlag udgav en digters slagkraftige lyrik. Ordene skabte så voldsom debat, at risikoen for misbrug var stor. Nogen måtte tage ansvar.

“I starten var jeg alene, og det var ikke let. Nogle gange følte jeg mig endda som digteren selv; en rå stemme fra ghettoen, hvis knytnæver rammer alle ømme punkter,” fortæller redaktøren og fremhæver en radiodebat, hvor hans modstander fuldstændig havde misforstået digtene.

“Hun havde spændt digteren foran sin lille politiske vogn, så han intet kunne gøre. Det kan godt være, han påstår at have røvet en gammel dame og sat ild til en lejlighed. Men hvis ikke du har prøvet at stå i et ventileret lydstudie foran en mikrofon og tilpasset dine argumenter til en lystig radiojingle…” begynder redaktøren, idet hans stemme falder til en hvisken:

“Så har du ikke oplevet ondskab.”

Ordforbrydelser mod digteren
Heldigvis har redaktøren i dag fået selskab af andre bekymrede debattører med evner inden for oratorisk kampsport.

“Vi fungerer fint sammen, selvom vi endnu ikke er helt enige om, hvad der udgør en ordforbrydelse mod digteren,” fortæller redaktøren.

Adspurgt om, hvorvidt gruppen har overvejet at kontakte digteren selv, reagerer han uforstående:

“Øh, du mener, at vi skal vente, indtil vi ved, hvad han selv mener? Det virker fjollet.”