Let moraliserende og komplet ukonstruktive beklagelser over, hvor lidt vi gør ved verdens problemer, accepteres nu som politisk tankegods på linje med socialisme, liberalisme og andre ismer.
“Jamen, det er forfærdeligt! Hvordan kan vi være så egoistiske? Hvorfor vil folk ikke gøre noget ved det?”
Sådan lød det fra 58-årige Hanne Udsen, da hun og hendes mand for nylig sad ved middagsbordet i Skjern. Efter et par glas rødvin var parret begyndt at tale om de flygtninge, der for nylig druknede i et forsøg på at nå øen Lampedusa, og her reagerede Hanne med en forargelse, der var lige så inderlig, som den var ubrugelig.
Hanne Udsen står ikke alene med sine synspunkter; faktisk viser en undersøgelse, at over 67 % af den danske befolkning ugentligt bliver moralsk oprørte over økonomisk ulighed, CO2-udledning, diverse krige samt generel fattigdom. Før har dette ikke været anerkendt som en politisk ideologi, men i en ny bog argumenterer den amerikanske ekspert i politologisk lamentation, Dr. Philip Inglewood, for, at apatisk jamren kan opfattes som en isme på linje med socialisme og liberalisme.
To slags apati
“Vi har tidligere opfattet politiske ideologier som en slags motor for samfundsforandring, men sådan behøver det ikke at være. Man kan som apatiker sagtens beklage sig i en let moraliserende tone, hvor man diskret antyder, at man ikke er en del af det egoistiske ‘vi’, uden at have det fjerneste realistiske forslag til, hvordan tingene skal ændres,” forklarer Dr. Philip Inglewood, der deler apatisk jamren op i to versioner: Den defaitistiske og den dømmende.
“I den første gruppe er menneskeheden dybest set opgivet, måske med undtagelse af apatikeren selv. Den dømmende apatiker vil derimod udtale sig med foragt om en eller flere gruppers forkastelige opførsel, fx bankfolk, offentligt ansatte eller globale virksomheder,” uddyber professoren.
Typisk at stemple folk
Hjemme i Skjern er Hanne Udsen ikke begejstret for, at man har klistret en isme på hendes holdninger:
“Jeg føler nogle helt personlige ting om fx Lampedusa og gadebørnene i Bangladesh, så jeg vil ikke sættes i bås på den måde. Men det er typisk, at forskerne har travlt med at stemple folk og føre sig frem i medierne frem for at løse de virkelige problemer!”
