Med en imponerende maraton-præstation lykkedes det en midaldrende mand fra Græsted at knuse al modstand og vinde publikums ubetingede sympati ved danmarksmesterskaberne i beklagelse.

Samtlige danske elitebeklagere og iagttagere af det danske bekendelsesmiljø har været i en tilstand af begejstringsblandet chok siden søndag eftermiddag, hvor en 49-årig mand ydmygede sine modstandere i kampen om at blive Danmarks bedste beklager.

Den 72-årige Ritt Bjerregaard, der tidligere selv har konkurreret i disciplinen luksusbeklagelser på eliteniveau, er dybt imponeret over, hvordan sejren blev vundet.

“Jeg tror virkelig ikke, at nogen havde set det komme. Han havde alle odds mod sig, men formår alligevel at feje al modstand af banen gennem en tre timer lang tour de force af beklagelse, der er helt uden fortilfælde i dansk sportshistorie,” forklarer hun.

Vandt sympatien
En af de mange, der sad foran skærmen og overværede beklagelsesfinalen, var Gertrud Jespersen fra Ikast. I takt med, at den 49-årige mands beklagelser skred frem, fik hun, ligesom størstedelen af publikum, stadig mere sympati for ham.

“Selvom jeg først fandt ham noget arrogant og usympatisk, så synes jeg egentlig, at det var lidt synd, da vi kom længere ind i konkurrencen. Selvom hans opponenter skal komme med svære spørgsmål og være stærkt kritiske, så bør der være grænser for, hvor mange kritiske spørgsmål, de stiller,” siger hun.

Førsteklasses beklager
Kommentator Jon Bjerregaard fra Viasat Sport mener, at sejren ikke kun skyldes lang tids træning, men også en overlegen strategi.

“Det er genialt, at han venter til sidste øjeblik med at udlevere selve det materiale, han beklager, så modparten ikke når at sætte sig ind i, hvad de skal kritisere. Dermed kan han holde beklagelserne på et generelt niveau og vinde på udmattelsesfaktoren uden på noget tidspunkt at kamme over i de deciderede undskyldninger, der som bekendt er den professionelle beklagers værste fjende,” forklarer han og siger, at han glæder sig til at se, hvordan danmarksmesteren vil klare sig ved VM og andre internationale konkurrencer.

“Vi danskere kan være utrolig stolte over, at vi nu har en førsteklasses beklager til at repræsentere os internationalt,” siger han.