En ny lov om, at smertestillende medicin ikke må sælges i store pakninger uden recept bliver voldsomt kritiseret af såvel ultraliberale som selvmordstruede unge.

“For mig er det at købe et virkelig stort glas hovedpinepiller indbegrebet af livskvalitet. Er der noget bedre end duften af en nyindkøbt jumbodåse med dugfrisk paracetamol eller ibuprofen? Det dufter af… frihed,” forklarer den 17-årige ultraliberalist Andreas Jensen. Den unge idealist har tidligere udråbt sit værelse til selvstændig republik og er indædt modstander af de nye medicinpakninger.

Han mener, at retten til store mængder hovedpinepiller ikke kun er ideologisk, men funderet i en helt lavpraktisk politisk nødvendighed.

“Hvis det ikke havde været for hovedpinepiller i økonomipakninger, var jeg personligt aldrig kommet gennem statsministerens åbningstale,” fortæller han og erklærer, at ethvert Ayn Randsk overmenneske bør finde denne begrænsning af individets frie ret til store mængder ikke-receptpligtig medicin stærkt betænkelig.

Hæmmer spontanitet
Også den aldeles apolitiske, men lejlighedsvist sortsynsramte Nina Jensen på 15 år er helt enig i, at de nye regler er stærkt problematiske.

“Når jeg som ungt depressivt menneske oplever en spontan og ubændig trang til at slå mig selv ihjel på en langsom og demonstrativt smertefuld måde, hvor mine indre organer gradvist sætter ud, mens familie og læger ser hjælpeløst til, er det virkelig rart at vide, at store mængder piller i håndkøb er inden for rækkevidde,” fortæller hun og tilføjer, at projektet hidtil ikke er lykkedes på grund af glimtvist klarsyn.

“Men skulle det gå over, er det simpelthen uanstændigt, at Lægemiddelstyrelsen og nævenyttige politikere vil forhindre unge i at tage deres liv som følge af en pludselig indskydelse,” siger Nina Jensen.

Aldersfascisme
Andreas Jensen er helt enig og mener også, at lovgivningen er udtryk for aldersfascisme.

“Det er et hårdt anslag mod unges frie valg. I England har en tilsvarende lovgivning gjort, at antallet af selvmord og overdoser med smertestillende midler er faldet dramatisk, ligesom de eksisterende restriktioner på pillesalg til unge i Danmark har haft en tydelig effekt,” siger han og tilføjer sørgmodigt:

“Det smerter mig at tænke på, hvor mange skrøbelige unge der mod deres vilje stadig går levende rundt.”