Socialismens grundlægger erkender, at han bærer et historisk ansvar for det danske politiske parti Enhedslisten. Derfor siger han nu undskyld og beder om tilgivelse.

Det var ikke meningen, at det skulle komme så vidt. Det indrømmer manden bag den dialektiske og historiske materialisme, da RokokoPosten konfronterer ham med Enhedslistens ideologi.

“Jeg anede ikke, at mine værker ville blive taget til indtægt for den slags. Man skal huske på, at da jeg skrev Det Kommunistiske Manifest, forestillede jeg mig en slags ny pariserkommune, hvor den udbyttede med barkede nævner i forening med sultens slavehær rejste sig i harme mod storkapitalen og dens lakajer,” siger Karl Marx med et suk.

“Hvis jeg havde vidst, at jeg blev taget til indtægt for en en hær af pædagoger, symbolanalytikere og blødhjertet bundfald fra den kreative klasse, der køber aflad for deres overforbrug af Apple-produkter og andet imageplejende luksusforbrug ved at stemme rødt, ville jeg være blevet hårmodel eller romanforfatter,” siger han.

Mere end lænker at miste
Marx understreger også, at nutidens arbejdere lever lidt anderledes end i 1848, hvor Det Kommunistiske Manifest blev skrevet.

“Da [Friedrich] Engels og jeg skrev, at arbejderen havde en verden at vinde og kun sine lænker at tabe, var virkeligheden noget mere dickensk. Arbejderen anno 2013 faktisk har faktisk en del mere at tabe. Typisk 1-2 biler, en gennemrenoveret villa, et nyere elementkøkken fra Invita eller HTH samt en pensionsopsparing investeret i medejerskab af adskillige virksomheder,” siger han.

Arne Würglers skyld
Karl Marx fortæller, at det var opdagelsen af, at den kendte arbejdersanger Arne Wügler stiller op til byrådet i Gentofte, der fik ham til at træffe beslutningen om at fremsætte en undskyldning.

“Hold nu op. Manden bag Røde Wilfred er kandidat i whiskybæltet og har et nyt spillested som mærkesag? Hvis det skal forestille det sejrende proletariat, hvad bliver så det næste? At Røde Mor tager på genforeningsturné og kræver 300-400 kroner for at høre sange om og til det arbejdende folk?” spørger han retorisk og græder tavst i hænderne, da RokokoPostens udsendte fortæller ham, at det skete allerede i 2011.

“Undskyld, undskyld,” er det eneste, som den politiske tænker hulkende kan fremstamme.