Stærke meninger om alt fra politik og religion til sko og tatoveringer har i over 40 år ligget gemt i en mørkebrun Opel Rekord, som DR’s medarbejdere har brugt, når de skulle fremstå upartiske og neutrale. “Jeg kender ikke noget til det,” udtaler Deadline-vært Adam Holm.

Birthe Jepsen var i torsdags ude at gå tur ved Utterslev Mose, da hendes hund pludselig ville hen til en dyb grøft.

“Pluto var så vred som aldrig før,” fortæller Birthe, der kort efter opdagede en mørkebrun Opel i grøften. Bagsmækken var halvt åben, og da Birthe kom tættere på, opdagede hun nogle meget ubehagelige ting.

“Det væltede ud med rabiate holdninger fra bagagerummet. Der var alt fra sympati for Danskernes Parti, hemmelige forelskelser i både Pia Kjærsgaard og Lykke Friis til en pervers forkærlighed for marcipanbrød i friture,” fortæller Birthe, der straks ringede efter politiet.

Fremskredet fordærv
Da to betjente ankom til stedet, blev de så overvældet af de mange udgydelser, at de sendte bilen videre til Retsmedicinsk Institut i København.

“Efter en grundig undersøgelse kan vi konstatere, at de personlige holdninger kommer fra journalister på Danmarks Radio, der har smidt dem i bilen, så snart de er blevet ansat på kanalen. Alle undtagen Adam Holm har gjort det,” forklarer retsmediciner Hans Gravtoft, der specialiserer sig i publicistisk meningsforrådnelse.

“De fleste meninger er startet uskyldigt, men efter flere år i bagagerummet er de i en så fremskreden tilstand af fordærv, at jeg vil fraråde ejerne til at tage dem tilbage,” uddyber retsmedicineren.

Blandt andet har en let skepsis over for KFUM, der skønnes at stamme fra 1989, udviklet sig til et dybt had over for unge, der deltager i foreningsliv, samt børn, der synger sange om Gud og fællesskab.

“Jeg frygter for konsekvenserne, hvis den ansatte tager holdningen til sig igen, når vedkommende går på pension,” siger Gravtoft.

Bagsæde fra Bent Stuckert
På Danmarks Radio nægter man ethvert kendskab til den holdningsproppede Opel Rekord og uddyber, at de ansatte blot lægger deres personlige mening “til side”, når de repræsenterer kanalen.

“Jeg har aldrig hørt om noget bagagerum,” fortæller Deadline-vært Adam Holm, der for nylig skrev en personlig kronik om religion.

“Da jeg startede på DR, fik jeg da en mystisk besked fra Bent Stuckert om at tjekke hans bagsæde ud, men jeg havde andre planer den dag.”