Indbyggerne i Hanstholm blev som de første ramt af det vindstille vejr, der er døbt Basse. Vejret breder sig nu hastigt over hele landet.

Klokken 05.30 var det næsten vindstille ved Hanstholm i Nordjylland, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

“Vi fik den første observation af et næsten totalt fravær af blæsevejr for et par timer siden fra Hanstholm, hvor vi konstaterede, at en af vores vindmålere ganske enkelt stod helt stille,” siger vagthavende Tine Zeuthen til Ritzau.

“Det fik os øjeblikkeligt til at fraråde al windsurfing og drageflyvning, hvilket vi dog via effektive advarsler og det tidlige tidspunkt synes at have undgået,” siger hun.

Broer er åbne
Selvom Hanstholm blev den første by, der blev ramt af det stille vejr, breder det sig nu langsomt til resten af landet.

Læsere og seere har indsendt videoer og billeder til TV 2 NEWS og landsdækkende dagblades websites, hvor man ved selvsyn kan konstatere, at både træer, stilladser og trampoliner står fuldstændig ubevægelige både i Ringkøbing og på Bornholm. På internettet har flere tweetet om vindspil, der hænger sjældent lydløse i baghaverne.

Det stille vejr betyder, at mange mindre broer og færdselsårer er farbare. Det er også overvejende sandsynligt, at de mange store broer, som forbinder landsdelene, kan passeres på helt sædvanlig vis.

Stilheden varer længe
Hvor det sidste stille vejr hurtigt strøg over landet, regner DMI med, at Basse vil få betydning for danskernes udendørs færden i længere tid.

“Det bliver en langstrakt affære, og hele natten kan vi godt have meget, meget svag vind, nogle steder endda helt vindstille, ja, faktisk rigtig vindstille. Det stille vejr kan lægge sig lidt i løbet af natten, men der kan fortsat være ganske vindstille i morgentimerne,” lyder det.

På baggrund af de seneste prognoser fra DMI forventes Banedanmark at fortsætte afviklingen af togdriften på normale vilkår.

Det gælder både fjern- og regionaltog samt den københavnske S-bane i takt med, at det stille vejr bevæger sig fra Vest- til Østdanmark, oplyser Banedanmark. Der er dog mulighed for, at enkelte østgående linjer i Jylland kan blive marginalt forsinket på grund af manglende medvind fra vest.