Foto: Pressefoto, ft.dk

Forleden fastslog Liberal Alliances Ole Birk Olesen, at han er ægte borgerlig og slet ikke hippie. Men stemmer fra politikerens fortid fortæller en anden historie.

Vi kender Liberal Alliances velformulerede finansordfører som Ole Birk Olesen. Men vennerne i kollektivet Sergent Peber, hvor han boede i begyndelsen af 90’erne, kendte ham kun som Ole Hamp.

Det var nemlig løgn fra ende til anden, da Ole Birk Olesen for nylig i en opdatering på Facebook gjorde det klart, at han intet åndeligt fællesskab havde med hippiebevægelsen. I 1990 flyttede han ind i Sergent Peber, hvor han boede i flere år. Hippietiden var egentlig for længst forbi, men Ole Birk og nogle kammerater beundrede den afslappede livsstil fra 60’erne og prøvede at vække den til live igen.

Krævede rene vandpiber
Men, fortæller en af de tidligere bofæller, pludselig en dag var Ole væk. Nogle år senere dukkede han op i den offentlige debat. De gamle venner troede først, at Ole Birk var et dæknavn. Men det gav mening, at det måske var Ole Hamp, der var dæknavnet.

“Han viste borgerlige tendenser allerede dengang. Hans afghanerpels var altid nyvasket, han blev sur, når nogen glemte at vaske vandpiben, og han insisterede på, at vores hund, Chillum, skulle holdes i snor, som de kommunale regulativer foreskrev,” siger den tidligere bofælle.

Diskvalificerende livsstil
På Christiansborg vækker oplysningerne om Ole Birks fortid bestyrtelse, og man regner det for sikkert, at han må vinke farvel til alle chancer for at blive minister. Men det er ikke løgnen i sig selv, der vækker forargelse.

“Herregud, vi lyver jo alle lidt, og desuden fik jeg vedtaget en ny lov, så man slet ikke finder ud af det, når ministre lyver,” siger en tidligere minister, der understreger, at han ikke ønsker at kunne genkendes for sin medvirken i denne artikel.

Derimod anses Ole Birks tidligere livsstil som en uoverstigelig forhindring. Flere værdiordførere hæfter sig ved, at han måske har røget hash eller haft erotisk samkvem med kvinder, han ikke som sådan elskede.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er også bestyrtet og vil nu undersøge, om Ole Birk har haft perioder, hvor han hverken arbejdede eller studerede.

“I så fald har han jo pjækket fra sit ansvar over for fællesskabet,” udtaler hun.