Højst overraskende har regeringen aflyst salget af DONG til den kontroversielle amerikanske investeringsgigant Goldman Sachs. I stedet bliver køberen den tidligere IT Factory-direktør, Stein Bagger.

Efter at være blevet konfronteret med omfattende kritik for at ville sælge den primære leverandør af energi til danske husstande, DONG, til et skandaleramt amerikansk firma forklarer finansminister Bjarne Corydon nu, at salget er aflyst og en anden køber fundet.

Finansministeren afviser over for RokokoPosten, at han for længe har ignoreret den hårde kritik, der er rejst af medierne. Han indrømmer dog, at salget var en fejldisposition.

For travl til at google
“Medierne siger så meget, og som minister har man altså lidt for travlt til at gå og google det ene eller det andet firma i tide og utide. Men da Klaus Riskær kritiserede salget i skarpe vendinger, spidsede jeg ører,” siger han med henvisning til finansmanden Klaus Riskær Pedersens baggrund og omfattende erfaring fra erhvervslivet.

“Set i bagklogskabens ulideligt klare lys kan det godt virke uheldigt at sælge til et firma, der angiveligt bærer et medansvar for kollapset af både det amerikanske boligmarked og den græske økonomi. Derfor har vi nu valgt at beholde selskabet på danske hænder,” siger finansministeren og fortæller entusiastisk om den nye ejer:

“Stein Bagger har i løbet af sin karriere vist både energi og kreativitet, og jeg er sikker på, at han er den helt rigtige til at gøre fantastiske ting for de danske elforbrugere.”

Alt er hemmeligt
Adspurgt om, hvad der mere konkret har fået regeringen til at sælge DONG til lige netop Stein Bagger, som ifølge flere kilder i erhvervslivet også har en tvivlsom fortid, svarer Corydon først spøgende:

“Det er fordi, vi ikke kunne få fat på Lehman Brothers eller Satan. Haha!”

Han fortsætter dog kort efter i et mere alvorligt toneleje:

“Ej, seriøst. Det siger jeg ikke, og du kan lige så godt lade være med at spørge, hvorfor grunden er hemmelig, for det svarer jeg heller ikke på. Og sådan er det bare. Bum.”

Ifølge anonyme kilder tæt på salgsprocessen involverer Stein Baggers bud på DONG dog ikke mindre end “en fantasillitrilliard kroner” samt, at DONG-bestyrelsesformand Fritz Schur bliver udnævnt til Dronning Margrethes prinsgemal til venstre hånd.