Foto: "hang_in_there", Flickr

Til sin forbløffelse blev Kamilla Lauritsen fra Aarhus tilset af en flink og omhyggelig læge, da hun var på skadestuen lørdag aften. Hospitalsledelsen erkender fejl.

Aftensmaden var næsten færdig. 36-årige Kamilla Lauritsen skulle bare lige hælde vandet fra kartoflerne. Men så gled hun, tabte gryden, og flere liter skoldhedt vand løb ned ad hendes ben.

En times tid senere mødte Kamilla op på skadestuen. En læge hentede hende i venteværelset og spurgte, om hun havde brug for hjælp til at komme til undersøgelsesstuen.

“Allerede her blev jeg dybt forbløffet, for som regel plejer lægerne bare at råbe ens navn ude på gangen og styrte af sted, så man dårligt når at se, hvor man skal hen,” fortæller Kamilla, der som mor til to aktive drenge har mange erfaringer med skadestuen.

Skabte endda øjenkontakt
Inden undersøgelsen gav lægen hånd til både Kamilla og hendes mand, der var med som chauffør. Og han skabte endda øjenkontakt med dem begge.

“Selve undersøgelsen var næsten behagelig,” fortæller Kamilla og uddyber:

“Det gjorde selvfølgelig ondt, men jeg følte mig tryg, fordi han talte langsomt og roligt og forklarede, hvad han gjorde, og spurgte til, om jeg lå godt og den slags. Og han søgte øjenkontakt, hver gang han spurgte om noget.”

Efter undersøgelsen forklarede lægen, hvordan Kamilla og hendes mand skulle forholde sig, når de kom hjem igen. Derefter spurgte han, om de havde spørgsmål, og han svarede roligt og omhyggeligt på det, de spurgte om. Til sidst gav han atter hånd til både Kamilla og hendes mand, før han viste dem tilbage til udgangen.

“Jeg er vant til hårdhændethed og manglende interesse for patienterne fra skadestuens læger, så jeg var helt paf,” indrømmer Kamilla.

Bliver flyttet straks
Fra hospitalsledelsen beklager man, at Kamilla Lauritsen har haft sådan en god oplevelse med sit besøg på skadestuen.

“Her i Aarhus prioriterer vi lægefagligheden højt. Vi vil ikke – som i København – overlade ansvaret til empatiske og medmenneskelige sygeplejersker. Så når en læge opfører sig sådan, er der naturligvis tale om en beklagelig fejl,” udtaler den lægefaglige direktør, Thomas Clausen, der lover, at den flinke læge straks vil blive flyttet:

“Han må få sig en privat praksis i Udkantsdanmark, hvor den slags venlige adfærd kan forsvares.”