Den 19-årige Julie Delphs formåede at flygte fra en af USA’s mest eftersøgte forbrydere, den såkaldte Bikini Killer, ved at skjule sig på loftet i en forladt villa.

Det var snart midnat i Pensacola, Florida, og den høje, blonde universitetsstuderende Julie Delphs skulle til at tage sin bikini af efter en lang aften i poolen, da det bankede på døren. Hurtigt kastede hun en slåbrok omkring sine velformede bryster og fyldige bagdel, inden hun løb ned af trappen. Forældrene var ikke hjemme, så det faldt hende helt naturligt at fjerne sikkerhedskæden og åbne døren for en vildfremmed.

“Jeg havde hørt nyhederne om den bestialske massemorder The Bikini Killer, der narrer sine ofre ud af huset for at nedslagte dem med en lang kniv, men mente ikke, at der var fare på færde,” fortæller Julie Delphs, der arbejder som bikinimodel i fritiden og for tiden optræder på billboards i hele staten.

Tur til hjemsøgt villa
Uden for døren stod en maskeret mand, der tilsyneladende vidste, hvad Julie hed, og hvor hun gik i skole, og som ville høre, om den unge kvinde ville med ud at gå en tur for at se på en forladt og efter sigende hjemsøgt villa.

“Jeg sagde naturligvis ja, fordi det lød rigtig spændende,” husker den 19-årige nougatbrune skønhed og tilføjer, at hun stadig er jomfru, men bare venter på den rette mand.

“Han skal være utrolig maskulin,” understreger Julie Delphs, inden hun tager endnu en bid af sin banan.

Henne ved villaen afslørede den maskerede mand sig som The Bikini Killer og trak en kniv med størknet blod på, hvorefter Julie smed sin slåbrok og flygtede ind i villaen med massemorderen efter sig.

Åbner gerne døren igen
“Det virkede fjollet at løbe hen til politistationen lidt længere nede ad vejen, når nu villadøren stod åben,” forklarer Julie Delphs, der endte oppe på det mørke loft, hvor hun gemte sig bag nogle mørnede flyttekasser. Efter et par minutters ængstelig venten kiggede hun ud af det lille loftsvindue og så, at morderen var på vej væk fra villaen.

“Han kunne nok ikke regne ud, hvor jeg var henne, så jeg smuttede hjem igen og tog et langt, varmt bad,” fortæller Julie, der håber, at politiet snart fanger The Bikini Killer, så andre unge piger ikke ender i samme situation.

“Det var rigtig hårdt, men også spændende,” sukker Julie med et henført blik og tilføjer, at hun selvfølgelig godt vil åbne døren for en fremmed en anden gang.