Stadig flere midaldrende kvinder helt op til 14 år søger hjælp, fordi de ikke kan leve op til tidens frugtbarhedsideal om fedme, aflange bryster og omfattende kønsbehåring.

Kvinder skal ikke tro på alt det, de bombarderes med gennem de hulemalerier og udskårne benfigurer, som bliver stadig mere populære blandt jægere og samlere i det område, der om årtusinder vil blive kendt som Vesteruopa. Sådan lyder det fra 17-årige Öyla, der er ældste i foreningen Protofeministisk Forbund mod Urealistiske Kropsidealer, som hjælper Cro-Magnonkvinder, der oplever problemer med stammens syn på krop og køn.

“De ved godt, at det ikke er facaden, men alt det inde bagved, der betyder noget. Men kvinderne bliver konstant konfronteret med omverdenens urealistiske krav om fedme, det helt rigtige lændeklæde eller meterlange bryster,” siger Öyla.

Problemet bekræftes af førende eksperter inden for palæokropskultur.

Skræmmende tal
Ifølge den animistiske shaman Iza, der er protokønsforsker ved Hulepindsvineklanens Totem, er hver anden kvinde mellem 12 og 15 år blevet hjemme fra en bærindsamling, fordi hun havde det dårligt med sit udseende. Fire ud af ti mener, at de ville have det bedre med sig selv, hvis de var tykkere.

Iza kalder tallene skræmmende.

“Selvfølgelig ved vi, at alt ikke er ren harmoni, når man er halvvejs gennem livet efter 13-14 somre. Sådan er det. Men problemet med kropskulturen kommer oven i en eventuel midtlivskrise, for det er urimelig svært at opnå de eftertragtede laskede lår og hængebryster, når man til daglig lever af en palæodiæt bestående af kød, bær og næringsrige rødder,” siger hun og uddyber.

Federe overklasse med tiden
“Den fedtfattige proteinrige kost, den rigelige motion og manglen på stivelse i vores livsstil passer simpelthen ikke til vores skønhedsideal. Og hvis nogen så endelig når idealet, er der stor chance for, at de bliver ædt af sabeltigre eller kannibaler næste vinter,” siger Iza, der mener, at der vil gå mange år, før nogen kan leve op til idealerne.

“I et så brutalt samfund som vores er det ikke nemt at overbevise folk om, at de skal sulte og arbejde ekstra hårdt for at føde på en overklasse, der så kan gå og æde sig fede. Med tiden kan vi muligvis udvikle avancerede religioner, klassesamfund og en krigerkaste, så i hvert fald et lille segment af befolkningen kan nå vores skønhedsidealer.”