Foto: Public Domain (Raphael - Skolen i Athen)

Står det til Enhedslisten, skal håndværkere og automekanikere fremover skabe fagligt relevante stillinger til humanister, hvis de vil have mere end fire medarbejdere.

Regeringen skal ikke blande sig i, hvor mange studerende der optages på de enkelte uddannelser. Det udtaler Enhedslistens undervisningsordfører, Rosa Lund. I stedet skal arbejdsmarkedet være mere åbent, og for at fremme den udvikling kræver partiet nu en kvoteordning.

“I mange virksomheder har man ikke fået øjnene op for de muligheder, der ligger i at ansætte en klassisk filolog eller idéhistoriker. Derfor ønsker vi, at regeringen indfører en kvoteordning, så hver femte nye stilling, der oprettes i private virksomheder, skal være fagligt relevant for humanister, der i dag har svært ved at finde arbejde,” udtaler hun.

Rosa Lund mener ikke, at den eksisterende videnpilotordning er tilstrækkelig effektiv:

“Det er en udmærket ordning, men dels er der tale om en midlertidig ordning med offentlig støtte, og dels retter den sig bredt mod alle akademiske uddannelser og sikrer dermed ikke, at der skabes arbejdspladser specifikt til dem, der i disse år har svært ved at finde relevant beskæftigelse.”

Muse i autoværkstedet
Det går heller ikke an, at virksomhederne ansætter akademikerne i stillinger, der ikke retter sig mod deres uddannelse:

“Formålet er et mere åbent arbejdsmarked med plads til alle. Og det kan sagtens lade sig gøre, hvis virksomhederne tænker kreativt. Hvem siger for eksempel, at en filosof eller litteraturhistoriker ikke kan arbejde som muse eller inspirator i et autoværksted?”

Hos Dansk Industri finder man Enhedslistens forslag “spændende og nytænkende”.

“Det er en spændende tanke at integrere humanisterne i de industrielle erhverv. De kan måske ikke betjene maskiner, men så kan de supplere medarbejderstaben i kantinerne eller gå rundt på byggepladserne og tilbyde indsigt og dannelse. Det tror jeg, de fleste arbejdsgivere vil se en stor fordel i,” lyder den positive melding fra strategikonsulent Jens Ingemann.

Jannie Kærsgård, der er cand. mag. i eskimologi og arktiske studier samt ledig på 3. år, er derimod skeptisk:

“Jeg kan da ikke falde til på en arbejdsplads fyldt med håndværkere. Vi taler jo slet ikke samme sprog!”