Kapitalisme fører til jordens undergang, og vi er alle fortabte. Sådan lyder budskabet fra en fransk økonom, der har beroliget store dele af den politiske venstrefløj, der frygtede, at det hele nok skulle gå alligevel.

Perioden efter finanskrisen har været forstemmende for store dele af den politiske venstrefløj. I stedet for at indvarsle kapitalismens sidste dødsrallen og det beståendes længe ventede sammenbrud, viste krisen sig tilsyneladende blot at være endnu et midlertidigt tilbageslag for kapitalismens globale hegemoni.

Blev snydt for kollaps
Andreas Skov fra studiekredsen Revolutionære Dystopister på Roskilde Universitet forklarer, hvordan han og mange andre på venstrefløjen blev desillusionerede over, at verden så ud til at klare sig gennem krisen.

“Olieprisernes himmelflugt kombineret med finanskrisen, det amerikanske boligmarkeds kollaps og udsigten til en nedsmeltning i de sydeuropæiske økonomier gjorde tiden sidst i nullerne til en gylden epoke for alle, som håbede på det værste. Et globalt sammenbrud syntes lige inden for rækkevidde, men så viste det hele sig desværre bare at gå alligevel,” forklarer han med tydelig skuffelse.

Håb om forværring
Imidlertid er der igen grund til at tro, at verden går en frygtelig og dystopisk fremtid i møde. Håbet kommer fra den franske økonom og venstrefløjstænker Thomas Piketty, der i en meget lang bog med grafer og statistik påviser, at verden fremover kun bliver værre.

“Det gode ved Piketty er, at han giver håb til alle, der håber på en mere uretfærdig fremtid. Særlig hvis man kombinerer den globale opvarmning med kapitalismens iboende modsætninger, kan man virkelig se frem til et kollaps af så enorme dimensioner, at selv forbenede dommedagsprædikanter vil frydes,” siger Andreas Skov.

Ingen mulige løsninger
Også Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, der har anmeldt bogen, er begejstret for udsigten til større ulighed i form af en dyb kløft mellem de hyperrige og den stadig mere forarmede middelklasse.

“Det unikke er, at hans analyse stort set intet håb giver for fremtiden. Hvis man indførte en slags global milliardærskat, der gjorde, at alle de rige mænd fik taget deres penge, kunne verden måske klare sig. Men heldigvis er det fuldstændig umuligt, hvilket Piketty da også selv anerkender. Derfor kan man med sindsro og videnskabeligt belæg nok engang glæde sig til en frygtelig og uretfærdig morgendag,” forklarer Rune Lykkeberg.