“Når man ikke har noget at lave og føler sig udstødt af samfundet, virker en udenlandsk borgerkrig meget storslået,” fortæller den engelske forfatter, der hurtigt fortrød sin krigsdeltagelse og nu kræver flere aktiviteter i den lokale multihal.

En svag blæst ryster græsset, mens en landmand kører forbi med et læs hø. Ellers er der stille i den lille by Wallington, hvor forfatteren George Orwell har boet i to år.

“Kan I forstå, hvorfor jeg tog til Spanien for at kæmpe mod fascisterne? Her sker jo intet. Kommunen må se at vågne op!” lyder det fra Orwell, der i 1936 blev lokket af løfter om heltemodig krig og glorværdig død i det sydeuropæiske land, hvor borgerkrigen stadig raser.

Men han ville aldrig været taget af sted, hvis der havde været fritidstilbud til ham i lokalområdet.

Kun banko og kor
“Vi har en multihal, men den byder kun på banko og a cappella-koncerter med Fællestotalitært Ungdomskor. Det gider man jo ikke som udstødt og frustreret ung mand, der har brug for at brænde krudt af,” fortæller den 34-årige englænder, der heller ikke i 1936 havde meget at lave om eftermiddagen.

“Han skrev lidt på sit store socialrealistiske værk, ‘The Road to Wigan Pier’, om arbejderklassens elendige forhold i det industrielle Nordengland, men det kan man jo ikke gøre hele dagen. Især når man ikke føler sig velkommen i det britiske samfund,” husker Orwells kone, Eileen, der fulgte med sin mand til Spanien og så, hvordan krigen langsomt sled ham ned.

“Det var slet ikke det romantiske eventyr, han havde regnet med, men en brutal periode med vold og kynisme, der endte med, at George blev skudt i halsen og var lige ved at forbløde. Alt dette kunne kommunen i Wallington have forhindret, hvis de havde arrangeret fodbold, parkour eller lektiehjælp i multihallen,” sukker hun og tilføjer så:

“Altså, ikke lektiehjælp til ham, vel, for han er tydeligvis en stor forfatter med et utrolig rigt sprog. Det ville bare være åndssvagt.”

Skal åbne kasserne
I dag gør George Orwell alt, hvad han kan, for at opfordre det offentlige til at åbne kasserne og hjælpe unge englændere, så de ikke begår samme fejl som ham.

“Mine forældre har ikke midlerne til at betale for, at jeg kan udfolde mig fysisk, så jeg vil råde Wallingtons byrådsmedlemmer til at punge ud. Måske kan det endda inspirere tyskerne og italienerne til at fokusere mere på fritidsaktiviteter og mindre på oprustning,” slutter Orwell.