Unge piger skal i højere grad have mulighed for at glæde sig over andre kvinders slaskede lår og urene hud, så deres egen selvtillid vokser. Det mener foreningen Your Ugly Girlfriend, der lancerer en kampagne i Danmark.

“Synes du, dine bryster er grimme? Tjek dem her!” og “Så var hun pludselig ikke så lækker, hva?” hedder nogle af teksterne, mens billederne forestiller kendte kvinder i uheldige situationer.

Det er den nye kampagne fra den internationale kvindegruppe Your Ugly Girlfriend, der i dag dukker op på landets busser for at give helt almindelige danske piger bedre selvtillid.

“Teenagepiger skal leve op til nogle vanvittige idealer, som de retoucherede kvinder i modeblade og reklamer præsenterer for dem. Ved at nedgøre disse kvinder håber vi på at hjælpe pigerne til at få det bedre med sig selv,” udtaler forkvinde Cheryl Moran, der selv har udvalgt billederne til den danske kampagne.

Paparazzifotos med deller
“Vi har taget de bedste paparazzifotos fra amerikanske sladderblade, som er gode til at fremhæve appelsinhud, rynker og deller. Beyoncé ligner en kvabset McDonald’s-medarbejder, og Mila Kunis har de vildeste junkieøjne – det er fantastisk!” jubler Moran.

Men ikke kun berømtheder får mulighed for at deltage i kampagnen. Også helt tilfældige kvinder kan blive udstillet, hvis du kan tage et grimt billede af dem.

“Heldigvis er det lovligt at tage billeder af folk i det offentlige rum, så det handler bare om at følge efter en kvinde på gaden og fange hende, når hun ser fed ud,” forklarer forkvinden, der selv har lagt adskillige fotos ud på Twitter med teksten “#youruglygirlfriend”.

Fedt at nedgøre
Hvis man skal tro de piger, der har fået øje på billederne, virker kampagnen efter hensigten.

“Ej, hvor er hun klam!” udbryder 16-årige Emelie Junkersen, da hun ser et billede af den ellers så sexede skuespiller Scarlett Johansson sidde uden makeup over en bakke pomfritter.

“Det er vildt fedt med billeder, der viser, at de kendte faktisk er så ækle at se på, at man ikke skal stræbe efter at blive som dem,” samstemmer Emelies veninde, den 17-årige Bine Fuentez, der har haft det skidt med sin krop efter, at et privathospital reklamerede for skønhedsoperationer med billeder af flotte bryster.

“Jeg får det virkelig råddent, når andre er pænere end mig. Så er det rart, at man også kan nedgøre dem,” slutter hun.