“Uden Voteman handler politik atter kun om politik, og så er det klart, at ingen gider stemme.” Sådan skriver Politikens tv-redaktør i denne nekrolog over Folketingets superhelt, Voteman, der afgik ved døden den 13. maj.
Han kom som et friskt pust af nye vinde over det europapolitiske landskab. Folketingets superhelt, Voteman, præsenterede et forfriskende apolitisk og befriende sex- og voldsmættet syn på stemmeretten. Nu er han dræbt af de selvsamme mennesker, som skabte ham. Nu er kun tilbage et råbende tomrum. Nu kan det kun gå ned ad bakke for dansk demokrati.
Voteman var nemlig, med sin hang til hurtig vold og letpåklædte kvinder, et skønt og upædagogisk forbillede for nutidens unge, der naturligvis interesserer sig mere for action og hår på brystet end for mænd i mørkt tøj og uendelige debatter oversat til et babelstårn af sprog.
Stemme uden hoved
Derfor repræsenterede Voteman håbet. Et håb om, at politik endelig kunne komme til at handle om andet end politik. At det at stemme kunne blive til noget andet og mere end blot at sætte sit kryds ved endnu en anonym og kedelig person eller et endnu mere anonymt og kedeligt partinavn.
Voteman var villig til at gå så langt som til at hugge hovederne af folk for at få dem til at stemme. Dermed sendte han et vigtigt signal til de unge: “I har stemmeret! Brug den! I behøver ikke tænke over, hvad det handler om – bare stem!”
De oplyste få
Med Votemans bortgang er vi nu tilbage i et limbo, hvor valghandlingen mest er for de oplyste få, der af uvisse årsager gider beskæftige sig med, hvad politikerne mener. Enhver anden tolkning og mening er flået ud af ritualet, der ellers kunne være den kraft, der for alvor bandt samfundet sammen.
Uden Voteman handler valghandlingen hverken om sex, vold eller underholdning. Nu handler den endnu engang udelukkende om politik.
Dermed slukkes europapolitikkens håb. Et håb, der med Voteman lyste op mod en fremtid med Europa-Parlamentet som højborg for den farverige ungdomskultur med al dens perversion, voldelighed og ligegyldighed som et bolværk mod fornuften. Nu må de unge atter nøjes med pædagogiske pjecer, der oplyser dem om, hvad politikerne mener. Og så er det klart, at ingen gider stemme. Hvor er det trist. For Danmark. For Europa. For Voteman.
