Bedre tøjsmag, styr på økonomien og borgerlig politik gør, at flere i Venstres bagland nu kræver, at Helle Thorning-Schmidt afløser Lars Løkke Rasmussen som formand for Venstre.

Efter det kom frem, at Lars Løkke Rasmussen har fået over 150.000 af Venstres partikroner til indkøb af tøj, har en lang række højtstående figurer i partiet fået nok af de konstante sager om statsministerkandidatens hang til luksusforbrug på andres regning. De kræver derfor, at han går af og lader sig afløse af en politiker med sunde borgerlige værdier og fremtoning.

En anonym jysk Venstre-borgmester, som repræsenterer rigtige mange i partiets bagland, forklarer, hvorfor man kræver Løkkes afgang:

“Vi kan ikke komme udenom, at Helle Thorning-Schmidt har fået sin økonomi endevendt og godkendt af SKAT og tilmed fuldt ud er i stand til selv at betale for sit eget tøj. Løkke køber derimod gang på gang luksusrejser, fadøl og dyrt tøj for andres penge, som ingen ved, om han faktisk skulle have betalt skat af. Den hørm af pamperi, som omgærder Løkke, kan vi ganske enkelt ikke leve med længere, så jeg tror, det er på høje tid, at vi udskifter Løkke med en socialdemokrat.”

Ligner ægte borgerlig
Den anonyme borgmester finder det ikke kun vigtigt, at Thorning betaler for sit eget tøj, men at hun også med sin tøjstil og sit udseende i langt højere grad end Løkke signalerer borgerlighed.

“At man har brugt 150.000 kr. på at få en mand, der i udgangspunktet ligner en halvfuld tillidsmand på 1. maj, til at ligne en halvfuld tillidsmand på 1. maj iført et dårligt siddende jakkesæt, siger vel det hele,” mener borgmesteren og understreger, hvordan Thorning i stedet ligner en “moderne virksomhedsejer eller bestyrelsesformand”.

Han fremhæver også, at den nuværende statsminister i en snæver vending kunne gå for at være komtesse og dermed også appellere til konservative vælgere.

Win-win-situation
Venstre-borgmesteren mener, at hans partis overtagelse af Socialdemokratiets formand kunne være en gevinst for begge parter.

“Tydeligvis er de ikke selv begejstrede for hende, men for os vil hun være en markant forbedring. Som modydelse kan vi eventuelt forære Lars Løkke Rasmussen til 3F,” siger han og tilføjer glad:

“Og så trækker det selvfølgelig heller ikke ned, at Thorning har rigtig god erfaring med at føre langt mere borgerlig politik end nogen af de seneste Venstre-statsministre.”