Sager om førtidspension og fleksjob bliver nu afgjort efter en saglig og fornuftig vurdering, der primært er baseret på ekspressionistiske dansetrin og kast med en tolvsidet terning.

56-årige Hanne Løhde er spændt. Efter mange års arbejdsprøvning og aktivering skal hendes sag om førtidspension afgøres ved, at to sagsbehandlere fra Norddjurs Kommune danser til Gnags-nummeret “Vilde kaniner”, mens de kaster terninger op i luften.

Hvis terningernes øjne lander på et lige tal, får Hanne lov til at gå på førtidspension. Hvis tallet bliver ulige, skal hun i behandling hos en kiropraktor for at se, om det ikke hjælper på hendes sklerose.

De to kommunalarbejdere, Jørgen og Annette, sætter i gang med flagrende arme og høje, begejstrede hop, mens deres hoveder svajer fra side til side. Øjnene er lukkede, da de begge smider hver deres tolvsidede terning op i luften. Terningerne lander på otte og… to!

Stolte af sagsbehandling
“10 i alt! Fantastisk!” jubler Hanne Løhde og fælder et par tårer, mens hendes voksne børn omfavner hinanden. Kommunens innovative sagsbehandling har vist sig fra sin bedste side.

“Vi er rigtig stolte af vores nye meningsfulde måde at håndtere vanskelige sager på. Før kunne afgørelserne virke uretfærdige, mens den lange sagsbehandlingstid frustrerede mange borgere, der i forvejen havde det svært. Men nu klarer vi det med sjove hop,” forklarer Jørgen Lavridsen, der indtil videre har danset sig frem til tre afgørelser om førtidspension og et fleksjob til en handicappet ung mand.

Kartoffeltryk og terning
Visse sager har dog givet anledning til forvirring. Eksempelvis mener Morten Kjær fra Ørsted ikke, at aktivering som anlægsgartner er en god idé, inden han for tredje gang skal opereres for en ryglidelse.

“Jeg foreslog, at jeg i stedet kunne arbejde på deltid hos min svoger, der ejer et antikvariat. Men så dansede min sagsbehandler sig frem til, at det ikke passede til min faglige profil,” fortæller den 41-årige, der tidligere har arbejdet som sælger for Bog & Idé.

Morten Kjær affandt sig dog med beslutningen, da kommunen sendte ham et 56 sider langt dokument, hvor de begrundede aktiveringen med kartoffeltryk og tegninger af en dansende terning.

“Det nytter ikke at gå og være sur, når det jo er gået fornuftigt og ordentligt til,” slutter han.