RokokoPostens reporter kan afsløre, at ingen medier hidtil har været i stand til at afsløre nyt om udfaldet af Venstres gruppemøde, der startede for kort tid siden.

“Intet nyt,” lyder det fra RokokoPostens reporter, der i øjeblikket befinder sig i et inferno af journalister og kameraer, der arbejder på højtryk for at formidle netop dette budskab om intet nyt til alle danskere.

Stemningen er intens, og der bælles kaffe og energidrikke. Holdet fra TV 2 NEWS er særligt oppe på dupperne.

“Bliv hængende, følg med, for om tredive sekunder vender jeg tilbage og siger, at der ikke er sket noget nyt, og at I skal blive hængende!” råber reporteren og stirrer ind i kameraet med vilde, blodskudte øjne.

Intet nyt og intet under
Det lykkes RokokoPostens reporter at få en kommentar fra journalisten fra TV 2 NEWS:

“Det er forudsigeligt, at der ikke er noget nyt. Det er jo et vigtigt møde, så det kommer nok til at vare noget tid,” når han at udtale, før han atter vender sig mod sit kamera for at fortælle seerne, at der ikke er noget nyt:

“Men bliv hængende, for på et tidspunkt siger vi, at der er noget nyt, og hvis du så ikke er der, bliver du jo ikke den første i verden, der får det at vide!”