Foto: Stephen Coburn, freeimages.com

En romantisk weekend endte tragisk, da en 23-årig kvinde gik i chok efter at have overværet sin nye kærestes uansvarlige omgang med fødevarehygiejne. Kvinden er fortsat i livsfare.

Alt tegnede lyst for 23-årige Simone Clausen og den et år ældre Markus Baumann. Den første date var perfekt, og efter endnu et par møder besluttede de unge mennesker sig for at blive kærester.

“De skulle tilbringe hele weekenden sammen, og hun var simpelthen så glad,” fortæller Simones veninde Clara Sønderskov.

Men allerede fredag aften opstod de første kurrer på tråden. Som på de første dates holdt Simone løbende Clara orienteret om forløbet via sms, og der gik ikke længe, før den første tikkede ind.

“Hun skrev, at han havde bestilt pizza. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men set i bakspejlet kan jeg godt se, at det hverken var særlig romantisk eller hensynsfuldt – og jeg er sikker på, at Simone hellere ville have haft sushi,” siger Clara.

Gad ikke rydde op
Senere sendte Simone en sms om, at Markus ikke engang gad rydde op efter aftensmaden. Han stillede bare resterne ud på køkkenbordet og lod dem stå der.

“Men jeg troede jo bare, det var fordi, han ville koncentrere sig om Simone, så jeg syntes egentlig, det var lidt sødt,” gyser Clara, der ikke hørte mere om sin veninde før næste formiddag, hvor Simones mor ringede med en frygtelig nyhed:

“Hun sagde, at Simone var blevet indlagt og stadig var bevidstløs. Jeg skyndte mig derhen, men lægerne ville ikke lade mig se hende. Hendes tilstand var for ustabil, og de ved ikke engang, om hun overlever,” siger Clara Sønderskov med tårer i øjnene.

Var bare sulten
Markus Baumann er i øjeblikket varetægtsfængslet og sigtet for overtrædelse af sundhedsloven. Derfor har det ikke været muligt at få en kommentar fra ham. Men han var til stede på hospitalet, før han blev anholdt, og da nåede Clara Sønderskov at udveksle et par ord med ham.

“Han fortalte, at han bare havde været sulten og haft tømmermænd, og så havde pizzaresterne stået der. Han indrømmede endda, at han havde gjort det flere gange før,” fortæller hun.

Politiet vil ikke udtale sig om sagsforløbet, men bekræfter, at der var tale om en pizza med både oksekød, pepperoni og ekstra ost, og at der derfor er tale om et forhold af særlig grov karakter.