Foto: Magnus Fröderberg, norden.org

Lars Løkke Rasmussen kan takke de politiske kommentatorer for en udtalt mangel på ægte “die, motherfucker, die”-ånd, konkluderer cand.omni Mark Stenbjerg i sin analyse af mediernes rolle i Løkke-sagen.

Af Mark Stenbjerg, cand.omni

Lars Løkke Rasmussen er stadig formand for Venstre. Man tror næsten ikke sine egne øjne, for der var jo konsensus om, at han skulle væltes i tirsdags. Naturligt nok har denne fejl manet til selvransagelse hos de danske medier. For hvordan gik det til, at virkeligheden i den grad undlod at følge den retning, medierne selv havde udstukket? Hvad gjorde de politiske kommentatorer forkert?

Lad mig sige det ligeud: I min egenskab af cand.omni har jeg, lige siden jeg fik mit kandidatbevis i forrige uge, gang på gang observeret en absurd træghed i de politiske analyser. Ren leverpostej. Hvor er kuløren? Hvor er nosserne? Hvor er den ægte “die, motherfucker, die”-ånd? Nej, lad os endelig gå som katten om den varme grød og nøjes med at erfare, hvad de andre aviser siger og gentage det.

Ikke onde nok
Det er symptomatisk, at mange almindelige danskere beklager sig over “voksenmobning ” af Lars Løkke Rasmussen. Kunne det tænkes, at medierne kunne gøre det bare lidt bedre? Kunne det tænkes, at man hærdede disse mimoseagtige vælgere og vækkede deres slumrende blodtørst? Kunne det tænkes, at man gik forrest i et optog af bersærker iført høtyve og molotovcocktails, så alle forstod, at der ville rulle hoveder, hvis Løkke blev?

Når man i stedet vader rundt i intetsigende pladder, skaber man slet ikke frygt i Venstres hovedbestyrelse, og så er det klart, at den tør træffe sine egne beslutninger frem for at rette ind efter mediernes linje.

Fed vom og lille pik
Men et er, at man ikke formår at styre politikerne. Et andet er, at man mister befolkningens respekt. Man gør sig munter over Løkkes sko, jakkesæt og underbukser, men folk vil høre om det, der gemmer sig under tøjet. De vil høre om hans fede vom og vide, om han har en lille pik. De vil se hans lille pik!

Således fejler medierne dobbelt. De mister kontrollen over politikerne, og de mister befolkningens gunst. Mediernes krise er evident, og skal de genvinde respekten, må de mande sig op og vise politikere og befolkning, hvem der bestemmer!