Selvom enkelte er nervøse over opdagelsen af en tilsyneladende gigantisk ildkugle i himmelrummet over Danmark, er langt de fleste begejstrede over fænomenet, der bringer lys, varme og en hidtil uset positivitet.

Danskere over hele landet har de seneste dage med undren opdaget en varm og stærkt lysende flammekugle på himlen. Fænomenet blev observeret, da skydækket på overraskende vis flyttede sig og åbenbarede et tilsyneladende meget stort blåt område bagved, hvorover den lysende cirkel bevæger sig i løbet af dagtimerne.

En støvregn af varme
Johan Madsen på 57 år er meget overrasket over nyopdagelsen.

“Altså, selvfølgelig vidste jeg godt, at der var noget bag skyerne; jeg er jo ikke dum. Men ligesom alle andre regnede jeg med, at der bare var flere skyer, måske noget tåge og bagved det et enormt lager af slud og kold regn,” fortæller han.

Janni Søndergaard er 22 år gammel, og selvom hun ikke aner, hvor den kommer fra, er hun begejstret for flammekuglen.

“Det mest fantastiske er den varme, den udsender. På en måde minder det om en form for støvregn, bare med varme og lys i stedet for vand. Især lyset gjorde mig glad og fik mig endda til at smile til en fremmed,” siger hun og tilføjer, at det eneste, hun kan være nervøs for, er, om kuglen en dag falder ned og forårsager skovbrande.

Kan forsvinde igen
Danske forskere kan endnu ikke sige meget om, hvorfra ildkuglen kommer, eller hvor længe den har været der.

“Den kan have været omme bag skyerne i måneder eller år, men det er ren spekulation,” siger John Hansen, der er meteorolog ved DMI, og understreger, at videnskabsfolkene vil udnytte de fraværende skyer til at opdage så meget om ildkuglen, som de kan.

“Vores hidtidige observationer tyder på, at himmellegemet foretrækker at være synligt i dagtimerne, da det forsvinder bag den vestlige horisont ved 22-tiden og på mystisk vis vender tilbage i øst få timer senere. Hvis Det Frie Forskningsråd vil bevilge midler til det, håber vi at kunne afsløre, hvor kuglen gemmer sig om natten ved at forfølge den med en speedbåd afsendt fra Hvide Sande,” siger han og tilføjer, at man dog ikke skal vænne sig for meget til det varmende himmellegeme.

“Vi kan ikke udelukke, at det forsvinder lige så hurtigt, som det kom, eller ganske enkelt bliver dækket af skyer, hvorefter vi jo alligevel ikke vil ane, om kuglen er der eller ej.”