Læs den gribende historie om en kvindes kamp mod sin indre dæmon. Om modet til at være uperfekt. Om viljen til at sige ja til både godt og ondt i livet.
Louise Vestergaard er 31 år. Hun bor i et rækkehus i Nyborg og arbejder som souschef i et lokalt supermarked. På overfladen er alt perfekt. Hun er gift og har tre børn, hjemmet er nydeligt, og Louise lever et aktivt og socialt liv. Men hun bærer på en dyster hemmelighed.
“Jeg er en dårlig taber,” indrømmer den hudløst ærlige kvinde.
Det skyldes dæmonen. En ukendt kraft, der har boet i Louise hele hendes liv. Louises ellers harmoniske barndom er fyldt med episoder, hvor dæmonen har taget over og fået Louise til at gøre væmmelige ting. Hun får et smertefuldt udtryk i blikket.
Væltede ludobrikker
Vi går tilbage i tiden. Louise er otte år gammel. Hun spiller ludo med sin mormor, et varmt og elskværdigt menneske. Men mormor vinder. Og så går det galt.
“Jeg råber, at det er uretfærdigt. At min mormor snyder. Og så hamrer jeg hånden ned i bordet, så alle brikkerne vælter,” mindes Louise.
Som voksen har hun fået bedre kontrol. Men hun bliver stadig sur, når hun taber.
“Jeg hader at tabe. Og jeg hader mig selv, fordi jeg hader at tabe,” siger Louise lavmælt.
Terapi og accept
Da Louise fik Markus, sin ældste søn på syv år, gik hun i terapi. Hun var bange. Bange for fremtiden. Bange for at være mor. Bange for at være Louise.
“Jeg måtte gøre noget. Markus skulle ikke have en dårlig taber som mor. Ikke en mor, der kan være sur i en time efter at have tabt et spil.”
I dag, seks år og utallige terapitimer senere, er Louise ikke længere bange. Men hun er stadig en dårlig taber. Og det kræver mod at acceptere.
“Mod og styrke, ja. Men det er nødvendigt. For mine børns skyld. Det tager mange år at acceptere, at man er uperfekt. At turde se sig selv og sin dæmon i øjnene. At kunne smile og være der for de små. Jeg er vokset meget,” fortæller hun.
Dæmonen slipper hun aldrig for. Og det er OK. Børnene er overbærende, og Louise har lært nogle gode strategier til at tackle det at tabe. Nu er hun sjældent sur i mere end en halv time. Mest af alt handler det om at acceptere, at man ikke altid er glad.
“Jeg har lært at sige ja til både godt og ondt i livet,” slutter ærlige Louise Vestergaard.
