En gruppe Amish-folk fra Pennsylvania, der forsager moderne teknologi, har muligvis løsningen på Danmarks problem med udflytning af arbejdspladser.

Jakob Miller ser stolt ud over sine afgrøder, der duver blidt i sommerbrisen.

Ligesom sin far, farfar og fædrene før dem er Jakob blevet landmand, og ud over en meget sporadisk brug af dieselmotorer foregår arbejdet, som da de første schweiziske Amish-grupper kom til USA i starten af 1700-tallet.

“Siden da har vi med Guds hjælp ikke mistet en eneste arbejdsplads til udlandet,” fortæller Jakob Miller, hvis kone, Ruth, er hjemmegående husmor og passer parrets otte børn.

Heller ikke Ruths pligter i form af syning, smørkærning og traditionel madlavning er blevet overtaget af udenlandsk arbejdskraft.

Viser vejen
Netop Amish-folkets forsagelse af moderne teknologi, fx i form af elektricitet, biler og telefoner, og den resulterende succes med at holde på de lokale arbejdspladser kan vise vejen for danskerne.

“I dag ser vi, hvordan danske virksomheder i stigende grad enten flytter deres fabrikker til udlandet, fx Polen eller Indien, eller simpelthen starter produktionen op i et andet land uden overhovedet at overveje danske ansatte,” fortæller den venstreorienterede forfatter og samfundsdebattør Preben Wilhjelm, der ser Amish-folkets livsstil som en produktiv måde at forhindre social dumping på.

Med smartphonen som hjælp
“Når en mand som Jakob Miller insisterer på at få heste til at trække ploven frem for at benytte sig af traktorer, siger det noget om, hvor meget fællesskab, solidaritet og menneskelige værdier betyder for disse mennesker. Det kunne vi lære noget af,” mener Preben Wilhjelm og opfordrer til, at fyringstruede ansatte på eksempelvis de danske slagterier overvejer en lignende model.

“Det lykkedes at beholde Danish Crown-slagteriet på Bornholm, men en mere fremtidssikret løsning kunne være at producere lækkert, økologisk svinekød, inspireret af Amish-folkets landbrugsmetoder,” forklarer Wilhjelm, der mener, at omstillingen til gammeldags svineproduktion sagtens kan foregå smertefrit:

“Nu om dage har man jo de her billige smartphones, så mon ikke vi kan lave en app, der gør det nemt at få rådgivning fra Amish-folkene selv?”