De unges brug af papir og blyant som alternativ til teknologisk kommunikation har gjort sit indtog i skoler og gymnasier. Ældre lærere råber vagt i gevær.

For at slippe for de voksnes overvågning er mange unge de senere år begyndt at kommunikere med hinanden ved hjælp af bogstaver skrevet med blyant eller kuglepen på papirark. Tendensen er blevet så stærk, at flere nu også er begyndt at aflevere håndskrevne opgaver i skolerne, og det er et problem, mener Danmarks Lærerforening (DLF) og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

“Vi har i flere år konstateret, at unge, der starter i gymnasiet, er markant dårligere til at anvende teknologiske redskaber, fordi de har skrevet for meget i hånden. Desuden skaber de håndskrevne opgaver problemer for ældre lærere, der ikke har lært at læse håndskrift,” udtaler formand for GL, Corfitz Frederiksen.

En tabt generation
I DLF frygter man, at en hel generation bliver tabt på gulvet på grund af de manglende færdigheder.

“Problemet er, at de yngre blandt lærerne selv er vokset op i en verden, hvor håndskrevne papirlapper er helt naturlige, og de er med til at opmuntre eleverne til også at aflevere skriftlige opgaver på papir,” siger DLF’s formand, Irmelin Arnkvist, og henviser til nyere forskning, som tyder på, at der er grund til at råbe vagt i gevær.

“Håndskrift svækker hjernens funktioner. Det er en ensformig aktivitet, der gør de unge sløve og dårligere til at multitaske,” tilføjer hun.

Håb om arbejdspladser
Irmelin Arnkvist er desuden bekymret for fremtidens fjernkommunikation.

“Hvordan skal folk kommunikere skriftligt med hinanden, hvis der kun er papir og blyant til rådighed. Skal man så til at have mennesker til at farte rundt med papirbåren tekst fra den ene ende af landet til den anden?” spørger hun retorisk.

Og lige netop det lyder som en god idé, mener 17-årige Gerda Halvorsen, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS):

“Da jeg var lille, fortalte min oldefar om dengang, man skrev breve til hinanden på papir, som blev kørt rundt i kæmpestore lastbiler og delt ud af mennesker på elcykler. Tænk på, hvor mange arbejdspladser, vi kunne skabe, hvis man genindførte det!”