Unge piger helt ned til 10-årsalderen kæmper for at leve op til det politisk korrekte kvindeideal, der ser skævt til makeup og barbering af ben og underarme.

“Du kan godt glemme alt om en mellemlederstilling i det offentlige og en mand, der er villig til at tage halv barsel, hvis du bruger så mange penge på hårprodukter.”

Sådan opfatter 17-årige Nikita Jensen budskabet i tidens dovne og sjuskede skønhedstrend, der i mange år har givet forfængelige piger landet over dårlig selvtillid.

Nikita starter i 5.g på Køge Gymnasium om en uge, men allerede nu bekymrer hun sig om, hvorvidt klassekammeraterne vil kommentere hendes meget dyre frisure.

“Man bliver ikke decideret mobbet, fordi man bruger makeup eller går i mærketøj. Men jeg kan sagtens mærke, at især drengene kigger underligt på mig, hvis jeg en dag kommer i noget, der ikke er fra H&M, eller tager min taske fra Unnatural Fitness med,” fortæller den unge pige, der flere gange har fået kommentarer om, at hun er overfladisk og ikke tænker nok på at udvikle sin personlighed.

Alle dåser er smukke
Nikita Jensen er langtfra den eneste, der døjer med lavt selvværd og tanker om, at hun burde skære ned på hudcremer og mascara.

Ifølge psykolog Britta Nørmølle påvirker det dovne kvindebillede en stor gruppe piger og kvinder fra 10 år og opefter.

“Selv børn er efterhånden begyndt at tage det til sig og tro, at de kun er noget værd, hvis de tager en billig sweatshirt på og melder sig ind i elevrådet. For de lidt ældre kan der være andre krav: Arranger en demonstration, brug timer på studier i kvantenanomekanik og tag for Guds skyld ikke på timelange shoppingture,” fortæller Nørmølle, der er formand for foreningen Alle dåser er smukke, hvor unge piger kan tale med en psykolog om deres problemer.

OK at gå op i udseende
“Vi vil generobre ordet ‘dåse’, der i dag er en nedsættende betegnelse for en forfængelig pige,” forklarer formanden, der planlægger en kampagne, hvor unge, smukke og veltrænede kvinder skal vise unge piger, at det er OK at gå op i sit udseende.

Men Britta Nørmølle indrømmer, at det bliver en svær kamp mod indgroede sociale og kulturelle strukturer:

“Problemet er, at pigerne selv tror, at den dovne og sjuskede kvinde er den eneste rigtige. Det er denne falske bevidsthed, vi må gøre op med.”