Den morsomt overvægtige Terese Rønnow Jensen har fået rollen som den snu og rapkæftede Madame Thénardier i hitmusicalen Les Misérables.

Formerne vælter rundt på humoristisk vis, mens Terese Rønnow Jensen synger med spas i stemmen på Aalborg Kongres & Kultur Centers scene.

Den erfarne skuespiller har fået rollen som kroværtinden Madame Thénardier, der i hitmusicalen Les Misérables grådigt forsøger at skrabe penge til sig, mens hun konstant fornærmer sin lige så skruppelløse mand.

“Vi hyrede Terese, fordi hun er både tyk, glad og har en rigtig god stemme. Mange kvindelige skuespillere synger smukt og er i relativt godt humør det meste af tiden, men mangler sul på kroppen. Og så er der naturligvis de mange fede kvinder, der hverken kan synge eller muntre dig op,” forklarer instruktør Kristian Storm, der blandt andet har den populære musical Cats på sit CV.

“Den var fuld af dansende bøsser i kattekostumer, så jeg har prøvet humoristiske scener før. Og heldigvis udgjorde Tereses vægt ikke noget fysisk problem i forhold til kulisserne, selvom hun vejer mere end de fleste homoseksuelle dansestatister,” tilføjer instruktøren.

Tyk og glad af natur
Terese Rønnow Jensen selv glæder sig over at prøve en sjov birolle.

“Det er enormt spændende at lave noget andet end Beckett, Ibsen og Shakespeare, hvor der er et kæmpe fokus på udtale og ansigtsudtryk, men knap så meget på brede hofter og store røve. Jeg oplevede i hvert fald ikke, at jeg fik lov til at bruge min udskæring ordentligt i rollen som Lady Macbeth,” mener den 41-årige skuespiller, der gerne vil spille flere tykke og glade roller i fremtiden:

“Jeg er et positivt og overvægtigt menneske af natur, hvilket jeg gerne vil udleve, gerne i en spillefilm.”

Ingen stereotyp er os fremmed
På filmselskabet Obel Film, der blandt andet står bag de seks nyeste udgaver af “Min søsters børn”, ser man gerne Terese Rønnow Jensen til en audition.

“Ingen pinlig stereotyp er fremmed for os, hvad enten vi taler primitive sorte afrikanere, skumle arabere eller begejstrede og afseksualiserede tykke kvinder,” fortæller en talskvinde fra selskabet.