Efter mange måneders usikkerhed er det nu afgjort, at Margrethe Vestager forlader sin post som partiformand og Danmarks leder. Fremover skal hun være kommissær for noget vigtigt nede i EU.

Det var en begejstret Margrethe Vestager, som natten til søndag kunne fortælle den samlede danske presse, at hun nu drager til EU for at lave noget, som ingen ved særlig meget om bortset fra, at det bliver meget betydningsfuldt.

Selvom Vestager har været glad for at stå i spidsen for Danmark, fortæller hun, at tiden som landets leder ikke har været uproblematisk.

Brænder for forvaltning
“Jeg synes, det har været temmelig hårdt at skulle lade som om, hende den anden også havde indflydelse. Som alle ved, fordærver for mange kokke maden, og når jeg nu alligevel bestemmer menuen, synes jeg ærlig talt, det har været unødvendigt bøvlet,” siger hun.

“Selvfølgelig har det været et privilegium at bestemme, hvilken politik der skulle føres i Danmark, men i sidste ende brænder jeg primært for at gennemføre den objektivt set bedste forvaltning af hele verden. Og der må jeg nok erkende, at livet som administrator af abstrakte overnationale konstruktioner trækker en del mere end tilfældige vælgeres og nationalstaters flygtige politiske overbevisninger,” siger Margrethe Vestager.

“Desuden er det naturligvis dejligt at kunne træffe store beslutninger, som ingen for alvor går op i, i stedet for at træffe meget små beslutninger, som både presse og borgere udviser unødig stor kritisk interesse for,” tilføjer den tidligere partiformand.

Stadig ingen S-indflydelse
Vestager fortæller, at skatteminister Morten Østergaard bliver ny radikal statsminister.

“Jeg har stor tillid til Morten, som bærer et stort ansvar for, at ingen partier til venstre for midten har fået gennemført venstreorienteret politik. Jeg er derfor sikker på, at landet heller ikke fremover vil blive præget af den linje, som hovedparten af regeringspartierne gik til valg på,” siger hun, og Morten Østergaard supplerer:

“Jeg lover at holde socialdemokraterne i kort snor og sikre, at de overholder vores aftale om, at de kun må true med at gennemføre egen politik i de fire sidste uger inden et folketingsvalg, så længe de lover aldrig at gennemføre den, mens vi Radikale til gengæld lader som om, de har indflydelse.”