Med et større fremmedfjendsk parti oven i en overvejende hvid og heteroseksuel majoritetsbefolkning, som de kan skamme sig over, har Sverige fået pladen fuld i internationalt selvhadsbingo.

Efter at Sverigedemokraterna mere end fordoblede deres stemmetal ved søndagens valg, er det langt om længe lykkedes Sverige som det første land i verden at vinde det internationale bingospil om maksimalt selvhad.

Det fortæller en både stolt og stærkt skamfuld Björn Svensson, som er usvensk koordinator for det antinationale spilforbund:

“Når det nu ikke lykkedes at få Sverige forbudt, er det en stor trøst, at vi trods alt har fået en så stor grund til at afsky os selv som nation.”

Manglede noget
“Tidligere var vores nationale selvhad begrænset til vores patriarkalske samfundsorden, de kønnede stedord, jerneksporten til nazisterne under krigen, fordomsfulde børnebøger, kønsopdelte toiletter, sexistiske reklamer, manglende ligestilling i bestyrelseslokalerne, Bofors (våbenproducent, red.) og mindre fascistiske grupperinger. Men der manglede én ting. For hver gang jeg var i Danmark, læste jeg med misundelse i Politiken, hvor meget kompetent nationalt selvhad et gedigent nationalistisk parti kan afstedkomme,” siger han og fortsætter:

“Hvis sandheden skal frem, skammede jeg mig egentlig over, at det altid var jer andre, som var de onde og havde brug for skamfuld selvransagelse på grund af nationalistiske partier med bred folkelig opbakning.”

Men det er nu et overstået kapitel.

“Nu hvor Sverigedemokraterna er større end Dansk Folkeparti, er det ganske enkelt uomgængeligt, at vi er flere onde svenskere end onde danskere,” jubler Bjørn Svensson.

Kan ikke undgå ondskab
Svensson understreger, at selvhadet kun kan blive så meget desto større af, at valget stod mellem en trendy feministisk kvinde, der dansede med popstjerner, og et parti, der nok var “lidt ondere end Hitler”, hvorefter et klart flertal valgte sidstnævnte.

“Men jeg havde det egentlig på fornemmelsen. Når så mange hvide og overvejende heteroseksuelle mennesker er forsamlet på et sted, kan vi nok ikke undgå at blive onde racister. Måske ligger det nærmest i vores gener,” spekulerer han.

Som vinder af selvhadsbingo modtager Sverige en spand skorpioner til selvpiskning efter behag samt et stort glas af deres egen medicin.