Foto: Michael, Flickr

Et stigende antal danskere oplever vold, trusler og chikane i forbindelse med deres arbejde. En af dem er beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

Det er en tydelig berørt beskæftigelsesminister, der møder RokokoPostens reporter til en samtale om, hvad hun vil gøre for at skabe tryggere rammer for de offentligt ansatte, der dagligt lever med risikoen for vold, trusler og chikane i forbindelse med deres arbejde.

“Når man selv har prøvet at blive kaldt ‘skodsæk’ på Facebook, ser man mere nuanceret på tingene og forstår virkelig, hvor hårdt det også kan være for andre,” siger Mette Frederiksen.

Forebyggende tiltag
Ministeren ønsker blandt andet, at offentligt ansatte kun skal opgive deres fornavn i forbindelse med deres arbejde. Og så skal medarbejderne have hjælp til at foretage politianmeldelser og støtte til at vende tilbage til arbejdet efter at have været udsat for overgreb, der er foregået uden for arbejdstiden.

Især det sidste ligger beskæftigelsesministeren på sinde.

“Da jeg blev kaldt ‘skodsæk’, sad jeg derhjemme og var slet ikke på arbejde. Så føler man sig virkelig magtesløs og udsat. Hvis jeg ikke havde fået hjælp og støtte fra Midt- og Vestsjællands politi, PET, Justitsministeriet og mine spindoktorer var jeg aldrig blevet klar til at gå på arbejde næste dag,” mindes hun og tilføjer, at hun heldigvis havde sin humor i behold, og at hun derfor kunne bevare overblikket og få hændelsen anmeldt i stedet for at gå i sort.

Bedre registrering
Beskæftigelsesministeren ønsker desuden en bedre registrering af vold, trusler og chikane mod offentligt ansatte – også når der er tale om hændelser, som ikke foregår i arbejdstiden.

“Det er alfa og omega, at vi får et bedre overblik over hvor hyppigt, det her forekommer. Jeg har selv været for dårlig til at anmelde det hver gang, nogen har kaldt mig noget grimt på Facebook, men nu noterer jeg hvert eneste tilfælde, og det samme vil jeg opfordre mine kolleger til at gøre, for det er jo hverdagskost for politikere – og ja, selvfølgelig også hårdt for de sagsbehandlere og politibetjente, der modtager dødstrusler i deres egne hjem,” slutter Mette Frederiksen.