En diskussion om fordummende tv endte med, at 54-årige Torben Korse måtte påpege, at han faktisk ikke havde ejet et fjernsynsapparat i mere end 10 år.

“Har i øvrigt selv droppet fjernsyn, smed det ud i 92 og savner ingenting, måske ‘Glemte film fra 2. Verdenskrig’. Prøvede Deadline på datterens computer uden held; værterne var så platte og, som Georg Metz ville sige, forsnoskede.”

Dette var Torben Korses afsluttende kommentar i en længere Facebook-debat om fordummende fjernsyn.

Talentløshed og facade
I timerne forinden havde den 54-årige gymnasielærer diskuteret med to kolleger, dansk- og engelsklæreren Inger Holte og Martin Jensen, der underviser i idræt og mediefag.

Torben og Inger blev hurtigt enige om, at programmer som Paradise Hotel fremmede en overfladisk og bekræftelsessyg ungdomskultur, der udelukkende fokuserede på facade og talentløshed.

Martin anslog derimod en mere positiv tone og påpegede, at DR’s programudvalg til gengæld var blevet meget bedre. Det faldt ikke i god jord hos de to andre.

“Ikke nok med, at de har slagtet P2; også hele det fantastiske arkiv af portrætter, dybdegående kulturanalyse og virkelig intelligent historie har fået en stedmoderlig placering på sin egen kanal,” svarede Inger Holte med henvisning til DR K.

Vadehav og marsk savnes
Kommentarerne føg derefter frem og tilbage med udbrud som “skammelig deroute for dannelsen”, “det sagde man også på Sokrates’ tid” og “hvad blev der af udsendelsen om vadehav og marsk?”

På et tidspunkt bevægede diskussionen sig endda over i politik, hvor både Torben og Inger begræd samtlige debatprogrammer og nyhedsudsendelser siden 1976 på grund af deres “antidemokratiske hang til hurtige replikker og spindoktorerede tågesnak.”

“Ja, og her sidder vi på Facebook, hvor folketingsmedlemmerne hærger, og hvor ‘folkeviddet’ sprudler. Jeg tror, jeg går i haven,” skrev Torben Korse klokken 18.44, men fortsatte med at deltage i debatten indtil 23.13, hvor hans sidste kommentar om det fraværende fjernsynsapparat faldt.

Vil ikke bruge tid på det
Martin Jensen reagerede med en sur bemærkning, mens Inger Holte slet ikke kan se det chokerende i Torbens udsagn:

“Selvfølgelig kan man diskutere tv uden selv at se det; vi ved, der kun findes underlødige programmer, så hvorfor bruge tid på det?”