“Jeg kan gøre mere for dem i deres eget hjem, hvor de kender sproget og kulturen,” mener 33-årige Christina Heideby og afviser, at hendes holdning er udtryk for et ubehageligt menneskesyn.

Debatten om Danmarks politik over for verdens flygtninge bølger frem og tilbage mellem politikere, præster og socialarbejdere.

I et lille rækkehus i Ringsted har Christina Heideby imidlertid taget stilling. Hun foretrækker at hjælpe sine svigerforældre i deres nærområde.

“Ved at beholde dem i nærområdet, hvor de kender sproget og kulturen, kan jeg gøre langt mere i form af uforpligtende Skype-samtaler, et par postkort med tegninger fra deres børnebørn eller endda en blomstergave ved særlige lejligheder,” siger den 33-årige uddannelsesleder, der ofte må afvise sine svigerforældre, når de flygter fra deres hjem i Odense på grund af kedsomhedsforfølgelse.

Letkøbt holdning
“Når Jan og Bente kommer til min dør, kan det virke koldt og kynisk at vende dem om, sætte dem tilbage i bilen og sende dem hjem til Fyn. Men i længden er det klart det mest menneskelige,” mener Christina Heideby, der er træt af at blive beskyldt for at have et ubehageligt menneskesyn:

“Den der holdning med, at Morten (Christinas mand, red.) og jeg bare skal tage imod, er simpelthen for letkøbt. Naive mennesker ævler løs om næstekærlighed, men gider de selv åbne døren for mine svigerforældre?”

Parallelsamfund
Frem for at flygte til Christinas hjem kan Jan og Bente således indlogere sig på et nærliggende hotel i deres hjemby, sætte sig på en café eller opsøge Odense Centralbibliotek.

“Forholdene vil selvfølgelig aldrig kunne blive lige så gode som hjemme hos os, men der er jo også grænser for, hvor meget vores velfærd kan holde til,” mener Christina Heideby og henviser til sin veninde Katjas hjem, hvor den voldsomme svigertilstrømning har skabt parallelsamfund og manglende respekt for basale frihedsrettigheder.

Christina er dog klar over, at presset på hendes og mandens hjem ikke stopper lige med det samme:

“Så længe der er stille desperation i de pensionerede forældres hjem, vil de blive ved med at komme her for at skabe sig et bedre liv. Men hvis vi er håndfaste ved døren, undgår vi at blive kendt som det hjem, hvor alle nemt kan slå sig ned.”