Foto: Joe Papp, Wikimedia Commons

Ny forskning viser, at det er langt mere effektivt at sige 14-18-26 end 7-9-13.

Du kender det sikkert. Du har lige sagt, at du heldigvis ikke er blevet ramt af influenzaen eller de andre sygdomme, der dukker frem her, hvor den kolde tid begynder. Så slår det dig, at du hellere må holde Nemesis på afstand, så du skynder dig lige at sige “7-9-13″.

Men ny forskning viser, at denne remse ikke længere virker så godt, og at du fremover i stedet bør sige “14-18-26”.

Det er religionshistoriker og antropolog Petra Svane, der i samarbejde med lektor Simon Bertelsen fra Institut for Matematik ved Aarhus Universitet har regnet sig frem til den mere effektive formel.

Nemesis er blevet stærkere
Petra Svane, der for to år siden færdiggjorde sin ph.d.-afhandling om Nemesis, forklarer:

“Da vores forfædre begyndte at sige 7-9-13, var Nemesis slet ikke så stærk som i dag. Dengang var det en effektiv formel, men nu er remsen gået i arv gennem generationer, og alt imens har Nemesis udviklet sig, så tallene ikke længere er kraftfulde nok til at holde hende fra døren.”

Samarbejdet med Simon Bertelsen kom i stand, fordi Petra Svane ønskede at bringe sin viden til praktisk anvendelse. Men så blev hun nødt til at alliere sig med en, der kunne regne.

“Simon fik en problemformulering, og så gik han i gang med at udregne formler med udgangspunkt i Nemesis’ voksende kraft. Senere har vi selvfølgelig testet den nye formel i kontrollerede laboratorieforsøg og kan derfor med sikkerhed sige, at 14-18-26 er dobbelt så effektiv som 7-9-13,” siger hun.

Umuligt at helgardere sig
Simon Bertelsen bekræfter, at han lavede matematiske grafer over Nemesis’ styrketilvækst over tid og forsøgte sig med såvel dobbelt- som enkeltlogaritmiske modeller, før han fandt frem til den rette formel.

Han erkender også, at det er umuligt at helgardere sig mod uheld.

“Med den nye remse kan vi fordoble chancen for at forebygge uheld, men det kræver, at Nemesis lytter, og det er desværre ikke lykkedes os at finde en matematisk formel, der får hende til altid at høre efter,” siger han.

Petra Svane og Simon Bertelsen håber dog at rejse midler til at fortsætte studierne, så de kan præsentere en effektiv formel, der er så kraftfuld, at Nemesis ikke kan undgå at høre den.