Foto: "jzuidema79", Freeimages.com

Mange problemer med uansvarlige eller voldelige forældre kunne undgås, hvis børn ikke havde forældre, medmindre de selv valgte det, når de blev gamle nok.

Børn er selvstændige individer med ukrænkelige rettigheder. Det mener Karsten Berg, der for nylig var i Deadline for at forsvare børns rettigheder til selv at træffe valg, der påvirker resten af deres liv.

“Voksne presser alt muligt ned over børnene, før de er gamle nok til selv at tage stilling. Nogle bliver døbt, andre bliver omskåret. Der er mange måder at begå overgreb på børn, og fælles for dem alle er, at det er deres forældre, der er forbryderne,” lød det fra Karsten Berg i udsendelsen.

RokokoPosten har talt med den 43-årige jurist, der har lavet en privat tænketank, som skal beskæftige sig med børns rettigheder i en verden domineret af voksne.

Mange tager skade
Til RokokoPosten forklarer Karsten Berg, at hans initiativ skyldes de mange børn, der tager fysisk eller psykisk skade af at have forældre.

“Vi tager det for givet, at fordi et barn er skabt af to voksne mennesker, så er disse automatisk forældre, der må bestemme alting over barnet. Det går godt i nogle tilfælde, men når det går galt, er barnet ofte ødelagt for livet,” siger han og fortsætter:

“Hvis børn fik lov til selv frit at vælge, om de overhovedet var interesseret i at have forældre, når de fylder 18 år, ville vi spare masser af børn og unge mennesker for svigt, overgreb og misbrug.”

Uenighed blandt de berørte
Blandt de berørte er der dog store uenigheder om, hvorvidt det er godt eller skidt at have forældre.

“Jeg fik mine forældre, da jeg var ganske lille. Jeg har ikke taget skade, og jeg vil selv være forælder for de børn, jeg sætter til verden,” skriver 16-årige Daniel Strøm på Karsten Bergs Facebookvæg.

18-årige Kristoffer Nielsen skriver derimod:

“Hvis jeg havde mulighed for at vælge selv i dag, ville jeg ikke have haft forældre. I hvert fald ikke dem, jeg har fået.”

Og 18-årige Pernille Holmkær, der er vokset op på et børnehjem, påpeger:

“Det er nemt nok at påstå, at man ikke tager skade af at have forældre, når man ikke har prøvet andet. Men vi, der er vokset op uden, ville aldrig selv have valgt det.”